Ramón Pérez de Ayala, 1880-1962, spansk forfatter af romaner, noveller, digte og essays. Under 1. Verdenskrig var han journalist, og efter den tidlige afslutning på det egentligt litterære forfatterskab (1926) skrev han i mange år artikler til spanske aviser. Han anses for den fineste prosaist i perioden indtil udbruddet af borgerkrigen 1936 med romaner, der i lærdom og stilistisk raffinement afspejler hans uddannelse først hos jesuitterne og senere ved universiteter i Spanien og England. Romanerne havde i første fase rod i egne oplevelser, fx i jesuiterskolen (AMDG (Ad majorem Dei gloriam), 1910), men blev i stigende grad til intellektuelle diskussioner præget af ironi og satire, hvori personerne endevender store emner såsom opdragelse, seksualitet, ægteskab, ære, Spaniens tilbageståenhed og, som gennemgående emne, litteratur: Alle romanerne er fulde af henvisninger til og diskussioner af litteratur og forfattere. Hovedværket anses for at være Belarmino y Apolonio (1921).