rædselsrealisme

Ofte fremhævede eksempler på rædselsrealismen er Lauritz Petersens Gadens Roman (1896), Christian Bundgaards Proletarer (1907), C. Stauns (pseudonym for Lars Christian Poulsen) Proletardrengens Læreaar (1911) og Christian Gjerløvs Bundfald (1912). Et nyere udvalg af tekster kan tilgås i antologien Proletar: danske proletarromaner 1896-1912 (red. Arne Herløv Petersen) fra 2017.

Begrebet rædselsrealisme er endvidere tæt knyttet til Jakob Hansen, hvis debutroman En kritisk Tid (1897) skaffede ham tilnavnet rædselsrealisten. Hansen fremhæves ofte som illustrativ for rædselsrealismen som sådan grundet hans mørkrandede skildringer af undertrykte, lidelsesfulde og udsigtsløse liv ved samfundets bund.

Det er netop de karakteristika, der problematiseres i 1900-tallets venstreorienterede litteraturkritik og den senere forskning.

I værket Arbejderkultur afviser Julius Bomholt tekstkorpusset grundet dets ”Barmhjertigheds-Vemod”. Og til trods for at rædselsrealismen omkring år 1900 var den kvantitativt dominerende form for prosarepræsentation af proletariatet, afvises den som eksempel på ’rigtig’ arbejderlitteratur, grundet teksternes fravær af ideologisk tendens og politisk kampvilje.

Det samme forbehold udtrykkes i Dansk arbejderkultur (1982): ”Man kan sige, at disse forfattere ser mennesket som samfundsbestemt, hvorimod de midt i trøstesløsheden ikke har øje for, at det også – først og fremmest som organiseret klasse – er eller i hvert fald kan blive samfundsbestemmende”.

Andre studier argumenterer dog for rædselsrealismens politiske-kritiske gestus og funktion via den dens protesterende synliggørelse af forholdene for arbejderklassens fattige lag i det tidlige danske klassesamfund.

• arbejderlitteratur
• Julius Bomholt
• proletariat