Bane i Prince of Persia

Et skærmbillede fra det første spil i serien, Prince of Persia fra 1989.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Prince of Persia er en amerikansk computerspilserie. Det første spil udkom i 1989 og var et 2D-platformspil udviklet af Jordan Mechner, der også er involveret i flere af de senere spil i serien. Prince of Persia præsenterede en eventyrverden inspireret af de mellemøstlige folkeeventyr i Tusind og en Nat, hvor titelfiguren skulle redde prinsessen fra den onde vesir, Jaffar.

Spillet blev kendt for sine dengang realistiske animationer af prinsens bevægelser, som blev udført på baggrund af filmoptagelser af Mechners bror. Usædvanlig var også spillets tidsstruktur: Spilleren havde præcis én time til at gennemføre spillet og redde prinsessen, hvis man ville undgå en sørgelig slutning.

Spillet fik flotte anmeldelser, men blev først en salgssucces efter genudgivelsen på flere platforme end Apple 2. Det samme skete for efterfølgeren, Prince of Persia 2: The Shadow and the Flame i 1994, hvorefter det første forsøg på at bringe serien ind i 3D-grafik-æraen, Prince of Persia 3-D i 1999, blev en mindre fiasko.

Serien genoplives

Da udgiveren Ubisoft overtog rettighederne, blev det besluttet at give serien endnu et skud, hvilket resulterede i Prince of Persia: The Sands of Time i 2003, et 3D-actionspil i stil med Tomb Raider. Spillets historie var bygget op omkring en kniv, som kan manipulere tiden, og i løbet af spillet kunne spilleren – som et nyskabende design- og fortælleelement – spole tiden tilbage, når de begik fejl, og derved undgå døden i spillet.

Historien skilte sig tillige ud fra de fleste spilnarrativer ved at fremstille prinsen som indledningsvis arrogant og forkælet, ved at lade ham få reel modspil af den handlekraftige heltinde Farah, og ved at være fortalt i flashbacks, hvor prinsen som gammel genfortæller begivenhederne, som de bliver spillet. Spillet blev mødt med stor entusiasme af både kritikere og publikum og er i dag at regne som en klassiker.

Ubisofts ønske om at udvide spillets fanbase førte til, at efterfølgeren Prince of Persia: The Warrior Within i 2004 blev tilført et mørkere udtryk med mere vold og rockmusik, og skønt spillet fik succes, var det anmeldelserne mere polariserede med hensyn til den nye æstetik. Dermed vendte man tilbage til forgængerens tone i Prince of Persia: The Two Thrones i 2005.

Herefter lagdes serien i dvale, indtil en ny genoplivning kom med 2008-udgaven af Prince of Persia, som især er karakteriseret ved sit maleriske grafiske udtryk. Spillet blev udviklet sideløbende med Prince of Persia: The Forgotten Sands, som udkom i 2010, og en stort anlagt filmudgave med titlen Prince of Persia: The Sands of Time fra samme år.

Herefter holdt serien atter en lang pause frem til Prince of Persia: The Lost Crown i 2024. I mellemtiden har spillets udgiver Ubisoft satset mere på spilserien Assassin's Creed (siden 2007), der af mange betragtes som en åndelig arvtager til Prince of Persia-universet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig