Portugal - vin

Portugal. Skibe som disse bragte vinen fra Durodalen til portvinshusene i Porto.

.

Portugal. Portvinshuset Sandeman.

.

Portvinshuset Sandeman.

.

Portvinshuset Calem

.

Artikelstart

Portugal - vin, Vinindustrien i Portugal har gennemgået en kraftig modernisering siden 1986. Blandt fornyelserne er gæringstanke af rustfrit stål og små, nye egetræsfade, og de anonyme blandingsvine er blevet sjældnere. Landets vinlov er bragt på niveau med EUs normer, og der er afgrænset 55 vinregioner, hvoraf de 19 har status som Denominação de Origem Controlada, hvilket svarer til det franske AOC.

En af de vigtigste regioner er Vinho Verde, der fremstiller friske og let mousserende vine; de meget tørre røde vine drikkes kun lokalt, mens de ofte let sødlige hvidvine også eksporteres. De bedste ikke-mousserende hvidvine er lavet på den fine drue alvarinho. Franske druer anvendes kun i beskedent omfang, og i det nordlige Portugal laves de gode rødvine på gamle lokale druer, især den ædle touriga nacional og tinta roriz (i Spanien kendt som tempranillo).

I Dourodalen laves der foruden portvin gode, solide rødvine, hvoraf flere bliver slotsaftappet ligesom i det sydligere Dão. Bairrada syd for Porto er kendt for fyldige og krydrede rødvine på druen baga samt mousserende vin efter champagnemetoden, vinho espumante, og syd for Lissabon ligger distrikterne Setúbal og Palmela, hvor man på druen muscat laver en af de fornemste søde vine i verden, Moscatel de Setúbal.

De fleste af landets 190.000 vinavlere er tilsluttet et af de mange kooperativer, som siden Salazar har haft en vigtig social og økonomisk rolle og står for 43% af landets vinproduktion.

Portugal har et vinareal på 380.000 ha og er med en årlig høst på 9 mio. hl (1998) det femtestørste vinland i EU. Før Danmarks tilslutning til EF i 1973 blev mere end 50% af danskernes vinforbrug dækket af vin fra Portugal, hvorimod det i 1998 kun var ca. 5%. Se også Madeira.

Læs mere om Portugal.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig