Polykarp

Polykarp, Polykarpios, død 155, oldkirkelig biskop i Smyrna i Lilleasien (nuv. İzmir, Tyrkiet). Han er især kendt i forbindelse med Ignatius, der ca. 110 førtes fra Antiochia til Rom for at lide martyrdøden. I flere af Ignatius' breve omtales Polykarp som den ledende skikkelse inden for den lilleasiatiske kristendom.

Polykarp led selv martyrdøden, angiveligt i en alder af 86 år. Begivenheden er skildret i skriftet Polykarps Martyrium, der indgår i samlingen de apostolske fædre s.m. Polykarps Brev, der umiddelbart efter Ignatius' død blev stilet til menigheden i Filippi i Makedonien, dels som ledsagebrev til en samling af Ignatius' breve, som Polykarp havde besørget, dels som en moralsk vejledning for menigheden. På traditionens grund fremhæver han Kristi eksempel. Kirkefaderen Irenæus, der som barn havde kendt Polykarp, hævder, at denne var elev af apostlen Johannes, men oplysningen anses for at være legendarisk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig