Faktaboks

Plácido Domingo
Født
21. januar 1941

Plácido Domingo optrådte i Parken i København i 1993 sammen med bl.a. sopranen Inga Nielsen.

.

Plácido Domingo, f. 21.1.1941, spansk tenor. Plácido Domingo begyndte som zarzuelasanger. Efter en omskoling af stemmen sang han som kun 19-årig i Dallas i Gaetano Donizettis opera Lucia di Lammermoor med Joan Sutherland.

Hans internationale karriere tog fart, da han 1968 kom til Metropolitan-operaen i New York og til Hamburg. Siden har han med sin smukke stemme og sikre musikalitet været en af verdens mest fejrede sangere med et vidtspændende repertoire fra Wolfgang Amadeus Mozart til Richard Wagner, dog med hovedvægten i den italienske opera.

Plácido Domingo har sammen med tenorerne José Carreras og Luciano Pavarotti ('de tre tenorer') i særlig grad medvirket til den nærmest eksplosive interesse, operagenren er blevet genstand for fra de sidste årtier af 1900-t.

Domingo har bevaret sin dog nu mere mørktfarvede tenors glans og kraft i en bemærkelsesværdig grad, hvilket hørtes, da han gæstesang som Siegmund i Wagners Die WalküreDet Kongelige Teater 2006. Samme år gav han en friluftskoncert i Esbjerg. Han har sunget mere end 125 partier på scenen.

Plácido Domingo dirigerer sideløbende operaer og operakoncerter, samtidig med at han fra sin mobiltelefon som operachef styrer de to store huse i Los Angeles og Washington. 1993 grundlagde han den årlige internationale konkurrence for unge operasangere, Operalia, The World Opera Competition.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig