Petr Pithart, f. 1941, tjekkisk politiker og jurist. Pithart blev i 1960 medlem af det tjekkoslovakiske kommunistparti, men i 1968 udtrådte han af partiet i protest og var blandt de første underskrivere af Charta 77. Hans karriereforløb viser kommunisttidens behandling af politiske modstandere: i 1970'erne var han således vandværksarbejder og senere gartner. Efter Fløjlsrevolutionen i 1989 kom Pithart tilbage i akademisk arbejde og blev i 1994 docent ved Karlsuniversitetets juridiske fakultet. Han var medstifter af Borgerforum og blev allerede i 1989 dets formand efter Václav Havel. 1990-92 var han premierminister i den tjekkiske republik. Siden 1996 har han været medlem af det tjekkiske senat, idet han skiftevis har været dets formand og næstformand. Partipolitisk repræsenterer han De Kristelige Demokrater.