”Personas” er en designmetode, der indenfor softwareudvikling hjælper med at have fokus på de mennesker (slutbrugerne), der i sidste ende skal bruge teknologien.På græsk betyder ordet ”persona” maske. Indenfor design af digitale teknologier er en persona en beskrivelse af en slutbruger og de interesserer og problematikker som en person fra en specifik brugergruppe kan have i forhold til den konkrete teknologi. Det er således en maske som designere og udviklere kan tage på for at se på teknologien med brugernes øjne. Personabeskrivelser tager udgangspunkt i kvalitative og kvantitative brugerundersøgelser eller i designteamets antagelser om brugergrupperne. Personas er dermed en måde at sætte et ansigt på data og til at forstå og skabe empati for slutbrugerne igennem hele udviklingsprocessen.

Personabeskrivelsen

En personabeskrivelse består som oftest af et foto af en person, der repræsenterer personaen, og et navn. Hertil kommer en tekst der tager udgangspunkt i de data, der er indsamlet om brugergruppen, formidlet som om de tilhørte en eksisterende person. Beskrivelsen fylder som regel ikke mere end én A4-side. Der i gennemsnit 5 personas i et sæt.Oftest skabes personas i begyndelsen af en designproces, hvor de kan hjælpe med udvælgelse af brugergrupper og kundesegmenter, prioritering af disse samt hvilke funktioner der er vigtige for de forskellige segmenter. Hvis du f.eks. har millioner af brugere, skal du bruge en metode til at kunne segmentere brugerne for at kunne træffe beslutninger om, hvilke funktioner der skal udvikles og hvordan disse skal designes.

Fordele og ulemper ved metoden

Fordelen ved persona-metoden er, at den kan udfordre eksisterende organisatoriske antagelser om brugerne og hjælpe medlemmer i projektteam til at forstå, at brugere og kunder er forskellige fra dem selv. Metoden giver et letforståeligt overblik over de data der er indsamlet og en fælles forståelse på tværs af teams, dette gælder især for meget store organisationer med teams spredt ud over hele kloden.Ulempen er, at man kan overse mindre brugergrupper, som kan være vigtige, at det kan være svært at få et ordentligt datasæt til at træffe beslutninger på og at beskrivelserne kan indeholde bias.

Metodens oprindelse

Begrebet ”personas” stammer fra Alan Coopers bestsellerbog 'The Inmates Are Running the Asylum' der udkom i 1999 og som første gang introducerede begrebet ”personas”. Der er ingen entydig definition på designmetoden ”personas” og ser man nærmere på konkrete eksempler, akademiske artikler og online diskussioner, er der mange forskellige praksisser i brugen af metoden. Det gælder både hvordan man konstruerer og arbejder med personas, de anvendelsesområder metoden bruges indenfor og hvad der er fordelene ved at bruge persona-metoden.

Metodens anvendelsesområder

Personas blev oprindeligt introduceret til design- og udviklingsformål inden for it-systemdesign. Nogle af de områder hvor personas anvendes i dag er digitalt design af sundhedssystemer, robotteknologi, spil og it-sikkerhed. Men andre områder såsom marketing, undervisning og arkitektur anvender også metoden.Det første sæt personas på dansk jord blev udviklet i 2007 til borger.dk. Her blev der skabt 12 personas i forbindelse med introduktionen af digitale selvbetjeningsløsninger til borgere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig