Peder Syv

Faktaboks

Peder Syv
født:
22. februar 1631
død:
17. februar 1702

Peder Syv, Peder Pedersen Syv, 22.2.1631-17.2.1702, dansk sprogforsker. Hans far var sandsynligvis fæstebonde i Syv ved Roskilde, men velhavende nok til, at sønnen blev holdt til bogen.

Peder Syv kom i Roskilde lærde skole og blev immatrikuleret ved Københavns Universitet 1653. Allerede 1658 tiltrådte han som rektor for latinskolen i Næstved. 1664 blev han sognepræst i Hellested på Stevns, hvor han virkede til sin død. Syv opnåede 1683 titel af kongelig filolog for det danske sprog, den eneste nogensinde.

1663 udgav Peder Syv efter tysk forbillede det første danske forsøg i den sammenlignende sprogvidenskab, Nogle Betenkninger om det Cimbriske Sprog, hvori han bl.a. efterlyste en dansk grammatik og ordbog samt skønlitteratur på dansk.

Den første danske grammatik på modersmålet udgav han selv 1685, Den Danske Sprog-Kunst eller Grammatica, hvor hovedvægten ligger på formlære og retskrivning. Han forberedte også en udførlig dansk ordbog, bl.a. med etymologiske oplysninger, men faglige og politiske vanskeligheder gjorde, at arbejdet aldrig blev afsluttet.

Hovedværker i dansk litteratur blev hans to store udgiverarbejder. 1682-88 udkom Aldmindelige Danske Ord-Sproge og korte Lærdomme, 1-2, hvor Syv fra danske og europæiske, håndskrevne og trykte kilder har samlet og emneordnet omkring 15.000 ordsprog, talemåder o.l. Her mødes hele den ældre danske skriftlige ordsprogstradition, og her er hovedkilden til de mange senere samlinger af ordsprog fra dansk skriftlig overlevering.

1695 udgav Peder Syv Danske Viser, hvori han optrykte A.S. Vedels Et Hundrede udvalgte danske Viser fra 1591 og tilføjede yderligere 100 viser fra håndskrifter, flyveblade og mundtlige traditionsbærere. Denne visebog blev flere gange genudgivet og var i århundreder hovedkilde til balladetraditionen både i Danmark og på Færøerne.

Peder Syv var en stor læser og bogsamler og udarbejdede en bibliografi over ældre danske bøger, "Den danske Boglade", som han ikke fik trykt, men som stadig har kildeværdi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig