Pafos

Pafos. Chrysopolitissa-kirken, hvor den danske konge Erik Ejegod blev bisat.

.

Artikelstart

Pafos er en by på Cyperns sydvestkyst; der bor 66.000 indbyggere i byområdet (2011). I 1984 fik byen international lufthavn, og siden er turismen vokset stærkt. Kysten er helt domineret af nye hoteller, barer og restauranter. Pano ('øvre') Pafos ligger 3 kilometer inde i landet og er administrationsby for Pafos-distriktet. I det bakkede landskab dyrkes blandt andet vin, bananer og figner. Jordskælv har flere gange ramt byen.

Faktaboks

Også kendt som

Paphos

Byen er opført over antikkens Nea Pafos, som menes grundlagt i 300-tallet f.v.t. Allerede på det tidspunkt var området centrum for en Afroditekult; ifølge traditionen blev den græske kærlighedsgudinde født af havets skum ved en klippe 25 kilometer sydøst for Pafos. Da Cypern i 58 f.v.t. blev erobret af romerne, blev Pafos hovedstad. Byen blev udslettet af et jordskælv i 400-tallet, men genopstod og fungerede under korstogene som forsyningshavn. Erik 1. Ejegod døde i 1103 i Pafos under en pilgrimsfærd til Jerusalem; ved byens Chrysolpolitissakirke findes en mindeplade for den danske konge.

Den gamle bydel er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig