Ordenen de l'Union Parfaite, orden, indstiftet 1732 af Christian 6.s dronning Sophie Magdalene, der indtil sin død 1770 uddelte den til fyrstelige damer og herrer og højtstående embedsmænd og deres fruer. Ordenstegnet er et kors med en krone for hver af korsenderne, i midten en medaljon med kongeparrets spejlmonogram, og mellem korsarmene ses hhv. den norske løve og Brandenburgs ørn som symbol på den ægteskabelige forening.