Bind 27 af Ordbog over det danske Sprog (ODS).

.

Ordbog over det danske Sprog (ODS) er den hidtil største danske ordbog. Den blev udgivet i perioden 1918-1956 af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Af værkets 28 bind er det sidste en liste over forkortelser mv., mens bind 1-27 udgør selve ordbogen, tilsammen 37.778 spalter.

Ordudvalget

ODS beskriver den faktiske sprogbrug i rigsdansk, og den medtager derfor også ord, stavemåder, bøjningsformer og vendinger, som på redaktionstidspunktet ansås for ukorrekte eller upassende, men gør opmærksom på sådanne vurderinger.

Iagttagelsen af den faktiske sprogbrug bygger på en løbende indsamling af ca. 2½ mio. citater fra alle slags danske tekster fra ca. 1700 til hvert binds samtid. Ordenes betydning og brug dokumenteres med et stort udvalg af disse citater. Antallet af opslagsord med forklaring overstiger 150.000. Desuden registreres adskillige tusinde sammensatte og afledte ord, der anses for selvforklarende. Sjældnere fremmedord er dog principielt udeladt. ODS giver oplysninger om ikke alene bøjning og betydning, men også etymologi og (nu ofte forældet) udtale.

Redaktører

ODS blev grundlagt af Verner Dahlerup med lignende store ordbøger over tysk, engelsk, nederlandsk og svensk som forbillede. Mens Lis Jacobsen stod for administration og markedsføring, var Harald Juul-Jensen (1882-1949) ordbogens ledende redaktør. Af de yngre redaktører var Aage Hansen, Johs. Brøndum-Nielsen og Jørgen Glahder (1892-1967) de mest produktive.

Supplementsbind

ODS er optrykt fire gange, sidste gang i 1996. Ubalancen mellem begyndelse og slutning, hvor bind 27 kan citere sprogbrug i 1953, mens de yngste citater i bind 1 er fra 1918, er afhjulpet med udsendelsen af Supplement til Ordbog over det danske Sprog, bind 1-5 (1992-2005), der ajourfører hele værket til ca. 1955. ODS efterfølges af Den Danske Ordbog. ODS stilles gratis til rådighed for alle på internettet, og ordbogen findes også som app.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig