Oman - geografi

Langt størstedelen af Oman er ørken, 5% er opdyrket land, mens 15% er bjerge, der i en bue strækker sig fra Muscat til Hormuz. Geologisk set er bjergkæden et resultat af mødet mellem Den Indo-Australske Plade og Den Arabiske Plade. Den Arabiske Plade er dannet af havaflejringer, og i forskellige tektoniske strukturer ligger nu nogle af verdens største oliefelter. Oman rummer dog kun en lille brøkdel af Arabiens oliereserver. I Omans bjerge er den tidligere havbund skubbet op, og geologien er her eksponeret med en tydelighed, som kun sjældent forekommer. Overalt i bjergene kan man se spektakulære forkastninger, foldninger, formationer og farvespil. Materialet er sand- og kalksten, som opsuger den efter arabiske forhold rigelige og ofte kraftige nedbør. Vandet frigives langsomt, og i bjergdalene udspiller der sig et frodigt og farverigt liv. Fra kilderne i bjergene føres vandet i kanaler, falajer, til markerne og daddelplantagerne, hvor det fordeles mellem bønderne efter et sindrigt system, der måler både vandmængde og tid. Tiden, hvori familien råder over falajens vand, måles den dag i dag med solur.

Hovedstaden Muscat ligger neden for bjergene og er sandsynligvis verdens varmeste by om natten, idet de mørke bjergarter virker som varmereservoirer under den brændende sol. I det hele taget har Oman et ekstremt varmt klima med jævnlige temperaturer på omkring 50 °C, og det moderne byliv er stærkt præget af aircondition.

Især den midterste del af landet består af ørken. Store områder er så flade og tomme, at flere af Omans topografiske kortblade knap indeholder en højdekurve. Andre områder indgår i al-Rub al-Khali, den enorme 'tomme firkant', der også dækker det sydlige Saudi-Arabien. På kanten af denne ligger en af verdens største saltørkener, Umm al-Samim. Andre steder findes forkastninger med 300 km lange bjergvægge i storslåede formationer. Ud mod Det Indiske Ocean ligger Wahiba, en mindre sandørken, der i store træk består af 50 ca. 150 km lange og 50 m høje klitrækker, der ligger parallelt og i stik nord-sydlig retning. I ørkenerne blæser det næsten altid kraftigt, og de hede vinde sætter snævre grænser for liv.

Længere mod syd ligger provinsen Dhofar med byen Salala, landets næststørste. Byen er omkranset af bjerge, og her, som det eneste sted på Den Arabiske Halvø, fanges monsunen om sommeren. På et begrænset område er der fra maj til august grønt og frodigt. Det behagelige klima gør området til et populært feriested for Mellemøstens velhavere, og det er et af verdens få naturlige voksesteder for røgelsestræet, Boswellia sacra, hvis harpiks fortsat benyttes til røgelse og parfume.

Det skønnes, at befolkningen i 2005 var på 2,6 mio., heraf 27% udlændinge (gæstearbejdere). Hver kvinde føder i gennemsnit seks børn, hvilket giver en af de højeste fødselsrater i verden. Sundhedsvæsnet er blevet stærkt udbygget siden 1970 både kvantitativt og kvalitativt, og børnedødeligheden er nu på niveau med ilandenes. Den store befolkningsvækst erkendes som et problem, og der føres statslige kampagner for familiebegrænsning i en for et islamisk land usædvanlig direkte form med tv-indslag om kondomer og p-piller.

Etnisk er befolkningen blandet med elementer, der afspejler den lange historie som handelsnation. Grundstammen er arabisk, men der er tydelige indiske, pakistanske og ikke mindst zanzibariske træk. En markant gruppe i det sydlige Oman er jibbali, som stammer fra Yemen.

Omans hurtige udvikling har især været finansieret af olieindtægter, men set i forhold til de øvrige Golfstater er oliereserverne meget små, og der gøres store anstrengelser for at udvikle alternativer i andre sektorer, især industri og turisme.

Oman har ¹/₂% af verdens kendte oliereserver, og med den nuværende produktion kan de række ca. 20 år. I 2000 blev et anlæg til fremstilling af flydende naturgas (LNG) indviet ved byen Sur SØ for Muscat. Anlægget, der er resultatet af betydelige nye gasfund, ligger direkte ved en udskibningspier, hvorfra gassen sejles til kunderne i bl.a. Japan, Sydkorea og Indien.

Ca. 60% af befolkningen er fortsat beskæftiget i landbrug og fiskeri, men en stor andel af omanerne er ansat i det offentlige (service og militær), som er åbenlyst overbemandet, en bevidst politik for at fordele olierigdommene og nedsætte arbejdsløsheden. Manuelt arbejde er i vidt omfang overladt til gæstearbejdere.

Landbruget er kun i beskeden grad mekaniseret; dadler er den helt dominerende afgrøde. Fiskeriet er især kystfiskeri fra mindre joller. Industrien er fortsat svagt udviklet; de vigtigste brancher er cement, byggematerialer og metaller.

Før 1970 var der 10 km asfalteret vej i landet, og vejbygning har haft høj prioritet i udviklingen under sultan Qabus. Udbygningen har været med til at begrænse vandringerne fra land til by, som ellers kendes i ulande, idet der nu både er veje og elforsyning til de fleste landsbyer. Også turismen, der er blevet gradvist udvidet efter årtusindskiftet, er afhængig af investeringer i den nødvendige infrastruktur (hoteller, service, landkort, vejskilte).

Læs videre om Omans sprog eller læs om Oman generelt.