Nils Malmros

Nils Malmros er en dansk filminstruktør. Nils Malmros blev som lægestuderende fascineret af François Truffaut og lavede på amatørbasis filmen En mærkelig kærlighed (1968). Den blev kun vist få gange, men talentet var umiskendeligt i den næste film, Lars Ole, 5.c (1973, Bodil), om en aarhusiansk skoleklasse i 1950'erne med fokus på drenge og det sociale og seksuelle spil.

I Drenge (1977, Bodil) viser Nils Malmros en drengs udvikling til mand, mens han med Kundskabens træ (1981) om en mellemskoleklasse i slutningen af 1950'erne vender tilbage til gruppeportrættet; filmen fokuserer både på drenge og piger og er med sin skildring af faldet fra barndommens uskyld en moderne klassiker. Modtagelsen af Kundskabens træ, der siden blev optaget i Kulturkanon, er et eksempel på det forpassede øjeblik, idet den blev forbigået ved årets Bodil-uddeling. Kundskabens træ fik en indirekte opfølger med Kærestesorger (2009), om en gymnasieklasse.

I Århus by Night (1989) løfter Malmros det selvbiografiske op på et metaplan med en præcis og ironisk skildring af tilblivelsen af filmen Drenge og mødet mellem den uerfarne aarhusianske instruktør og det garvede københavnske filmhold. I Skønheden og udyret (1983, Bodil, Robert) og Kærlighedens smerte (1992, Bodil, Robert) er vægten entydigt flyttet over mod den kvindelige seksualitet og psykologi. I Barbara (1997, Robert) efter Jørgen-Frantz Jacobsens roman prøver Malmros for første gang kræfter med det store episke format og det mere internationalt orienterede filmsprog.

I 2002 vendte Nils Malmros tilbage til sit primære biografiske stof med filmen At kende sandheden, der med udgangspunkt i Malmros' egen far skildrer en tidstypisk opstigningshistorie fra fattige kår til social succes. I 2013 havde Malmros premiere på Sorg og Glæde, der lægger sig i forlængelse af Kærlighedens smerte og samtidig bevæger dybere ind i det personlige erfaringsrum.

Nils Malmros er med sine præcise og indsigtsfulde skildringer af børn og unges opvækst og gryende seksualitet en af nyere dansk films stærkeste psykologiske realister. Han trækker på egne opvæksterfaringer og formår på eminent vis at anskueliggøre, hvordan "det var". Filmene er på én gang autentiske tidsbilleder og psykologiske portrætstudier, der samtidig bliver symboler på almenmenneskelige grundvilkår.