Nikolas Arneson, ca. 1150-1225, norsk gejstlig og politiker, biskop af Oslo fra 1190. Nikolas Arneson kæmpede 1180-81 på Magnus 5. Erlingssons side mod kong Sverre Sigurdsson. Efter sin sejr vragede kong Sverre ham ved bispevalget i Stavanger 1189, men accepterede ham derefter til bispestolen i Oslo. Det negativt tegnede billede af Nikolas Arneson i Sverres Saga og den lette skepsis i Håkon Håkonssons Saga skyldes formodentlig uvilje mod hans politiske virke. Han fulgte i 1195 ærkebiskop Eirik i eksil til Danmark og blev her hovedmanden for Baglerpartiet i dets kamp mod Sverre 1196-99 og — efter Håkon 3. Sverressons død 1204 — mod Guttorm Sigurdsson.
Efter kong Erling Steinveggs død 1207 blev Arnesons søstersøn Filip Simonsson, som var baglernes kongekandidat, anerkendt som hersker i Viken. Arnesons embedsperiode endte i loyalt samarbejde med kong Håkon 4. Håkonsson efter Filips død i 1217.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.