Nikolaj Ivanovitj Bobrikov var en russisk general, der var generalguvernør i Finland i årene 1898-1904. Bobrikov søgte at gennemføre en plan for Finlands totale russificering.
Skønt det i begyndelsen lykkedes ham at splitte de dominerende finske politikere og spille forskellige sociale grupper ud mod hinanden, voksede modstanden mod hans stadigt mere hårdhændede og diktatoriske styre. Han blev skudt af Eugen Schauman, der straks efter tog sit eget liv. Selvom personlige problemer nok bidrog til Schaumans handling, blev han genstand for en heltekult og et symbol i kampen mod russerne.
En vigtig konsekvens af Bobrikovs politik var, at sprogstriden, finsk kontra svensk, for en tid blev bilagt, og at andre spørgsmål kom til at dominere den begyndende partidannelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.