Nero Claudius Drusus, 38-9 f.v.t., romersk politiker, søn af Livia Drusilla og stedsøn af kejser Augustus. Drusus var gift med Antonia minor og far til Germanicus, Livilla og den senere kejser Claudius.

Fem år før den tilladte alder tiltrådte Drusus med Senatets godkendelse sin politiske karriere og blev i 18 f.v.t. kvæstor. Sammen med sin bror, den senere kejser Tiberius, nedkæmpede han i 15 f.v.t. raeterne og vindelicerne, hvilket førte til dannelsen af provinsen Raetia.

Fra 12-9 f.v.t. ledede Drusus besættelsen af Germania, anlagde en række militære støttepunkter og nåede frem til Elben. Han døde under felttoget, blev bragt til Rom og begravet i Augustus' mausoleum.

Efter sin død fik Drusus og hans efterfølgere af Senatet tilnavnet Germanicus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig