Mulian, (sanskrit Maudgalyāyana), en af Buddhas disciple. I den fjernøstlige buddhisme blev Mulian især kendt for at have haft en vision af sin mor, der blev straffet i Helvede; ifølge en anden version var hun blevet genfødt som en preta 'genfærd'. Han søgte Buddhas belæring i metoder til at frelse hende og alle de andre lidende i underverdenen, og legenden blev udgangspunkt for den buddhistiske ullambana-ceremoni, også kaldet pudu 'almen frelse', der i Kina siden 500-t. har været afholdt hvert år på den femtende dag i den syvende måned, også i en daoistisk version, og hvorunder store mængder af ofringer fremlægges til de nødstedte sjæle i de enkelte lokalsamfund. Mulian spiller desuden en stor rolle i den buddhistiske begravelsesliturgi samt som den centrale figur i en række folkelige former for rituelt teater med eksorcistisk funktion, der forekommer i mange egne af Kina.