Morten Grunwald

Faktaboks

Morten Grunwald

Walter Morten Grunwald

født:
9. december 1934
død:
14. november 2018

Morten Grunwald (tv.) som Benny i en scene fra en Olsen Banden-film. I midten ses Ove Sprogøe som Egon, th. Poul Bundgaard som Kjeld.

.

Morten Grunwald var en dansk skuespiller, teaterleder og sceneinstruktør. Han var især kendt for sin rolle som Benny i Olsen Banden.

Efter uddannelse på Odense Teater og Det Kongelige Teater brød Morten Grunwald igennem som Billy Løgneren i 1962 og gjorde sig bemærket i flere roller på Det Ny Teater midt i 1960'erne (Dagens ret, 1965, Bal i den borgerlige, 1966).

Sin egentlige popularitet vandt han dog på filmen Fem mand og Rosa (1964), Frede-filmene (1965-66) og som Benny Frandsen i hele rækken af Olsen Banden -film (1968-81 samt 1998) .

Morten Grunwald oprettede og ledede Bristol Teatret 1971-80, hvor han spillede et overvejende moderne repertoire, og hvor han selv virkede som iscenesætter og i enkelte tilfælde som skuespiller. Han udvidede denne linje som direktør for Betty Nansen Teatret 1980-92, hvor han koncentrerede sig om den nye engelske og amerikanske dramatik, men også spillede klassikere som Molière, Holberg, Tjekhov og Kaj Munk.

Både her og på Bristol Teatret interesserede han sig specielt for Samuel Becketts skuespil. Fra 1977 var han primus motor i arbejdet for at udnytte og ombygge Østre Gasværk til teater; i 1986 flyttede han sin Betty Nansen-produktion af En Skærsommernatsdrøm derud og åbnede dørene for Peter Brook-gæstespillene Carmen (1983) og Mahabharata (1988). Han var 1989-98 direktør for Østre Gasværk Teater, hvor han bl.a. iscenesatte store produktioner som musicalerne Les Misérables (1992-93) og Atlantis (1994-95).

2001-03 var Morten Grunwald ansat som filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut. Efterfølgende arbejdede han som teaterinstruktør. Sammen med journalisten Samuel Rachlin skrev han erindringsbogen Kort tid. Blå mærker og gyldne øjeblikke (2005), og i 2013 udkom Min tid i gule sokker skrevet sammen med Per Kuskner.

Morten Grunwalds sidste film blev Stille Hjerte fra 2014, instrueret af Bille August. I 2017 indstillede han karrieren.

Morten Grunwald var gift med skuespilleren Lily Weiding.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig