Monde

Monde, (af fr. monde 'verden'), dansk politisk-kulturelt tidsskrift 1928-32; oprindelig udsendt som en skandinavisk pendant til Henri Barbusses tidsskrift Monde af R. Broby-Johansen.

Bag tidsskriftet stod Monde-gruppen med bl.a. Carl Madsen, Ebbe Neergaard og Harald Rue; senere kom også Hans Kirk, Edvard Heiberg og Ester og Mogens Boserup til.

Tidsskriftet orienterede sig i kommunistisk retning og var samtidig et velorienteret og moderne kulturorgan. Det skiftede 1932 navn til Plan. Samme år splittedes gruppen i en kommunistisk fløj, som videreførte Plan til 1935, og en ikke-kommunistisk, som udgav Frem indtil 1935.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig