Månetemplet i Teotihuancan.

.

Demonstration i januar 2011 på Plaza de la Constitución.

.

Mexico. Monte Albán, ruinby i Oaxaca-dalen i Mexico. Monte Albán var i ca. 500 f.v.t.-700 e.v.t. zapotekernes hovedstad. De bygninger, der kan ses i dag, stammer fra omkring 500-700 e.v.t.

.

Mexicos historie kan inddeles i tre faser: tiden før spanierne (indtil ca. 1520), kolonitiden (ca. 1520-1821) og selvstændigheden (fra 1821).

Mexico før spanierne

Arkæologiske fund i Mexicodalen har vist tilstedeværelsen af jægersamfund omtrent 9000 år f.v.t. Et begyndende landbrugssamfund opstod omkring 5000 f.v.t. med dyrkning af majs, avocado, chilipeber, bønner, squash m.m. som grundlag.

De mere komplekse samfund opstod i tiden før år 1000 f.v.t., og omtrent fra dette tidspunkt stammer de ældste kendte monumentale stenskulpturer, der blev brugt i forbindelse med olmekernes ceremonielle centre. Højkulturer opstod meget tidligt i Mexico. Mayakulturen med dens kunstneriske og arkitektoniske traditioner blomstrede i århundrederne efter Kristi fødsel.

I 1400-1500-tallet dominerede aztekerne, og de grundlagde Tenochtitlan, det nuværende Mexico City. De opnåede stor militær styrke og kom til at beherske hele det centrale Mexico. Se også Mesoamerika.

Den europæiske kolonisation

I 1519 gik spanieren Hernán Cortés i land ved det nuværende Veracruz med en lille styrke. Hernán Cortés fandt allierede blandt aztekernes modstandere, og blandt disse allierede er Cortés' indianske tolk og elskerinde, Malinche, gået over i historien som symbol på fusionen mellem spaniere og indianere og de sidstes underkastelse. Allerede i 1521 kunne Cortés indtage Tenochtitlan.

Den spanske dominans over Nueva España, som Mexico hed i kolonitiden, blev på den ene side etableret gennem et fintmasket politisk-administrativt system med cabildo 'byrådet' som laveste enhed og vicekongedømmet som det overordnede organ; på den anden side sikrede tildelingen af jordejendom til enkelte spaniere den fysiske kolonisering af territoriet og samfundet.

Spanierne koncentrerede sig især i det centrale og sydlige Mexico, hvor den indfødte befolkning var størst, og om Zacatecas, Guanajuato og San Luis Potosí, hvor man havde gjort vigtige sølvfund. I det tyndtbefolkede Nordmexico oprettede munkeordner som franciskanere og jesuitter missionsstationer.

Igennem et system af skatter og hoveriarbejde blev den indianske befolkning indlemmet i kolonitidens sociale organisering, som placerede den spanskfødte koloniadministration i toppen og derunder den spanske og kreolske jordejende overklasse.

Konstruktionen med den spanske krone som øverste autoritet i et hierarkisk system viste sig at blive meget stabil og begyndte først for alvor at smuldre i begyndelsen af 1800-tallet, da Napoleon 1. i 1808 besatte Spanien og fængslede den spanske konge, Ferdinand 7.

Uafhængigheden og udviklingen i 1800-tallet

Det vigtigste lokale oprør blev igangsat den 16. september 1810 i landsbyen Dolores med den kreolske præst Miguel Hidalgo y Castillas tale Grito de Dolores 'Råbet fra Dolores'. Hidalgo krævede den spanske koloniadministration afsat, lighed mellem racerne og omfordeling af jorden.

Oprøret blev støttet af både indianere og visse criollos, spanske efterkommere født i Latinamerika, men antog dog karakter af en klasse- og racekrig, da den uorganiserede oprørshær myrdede delstatshovedstaden Guanajuatos overklasse, heriblandt flere criollos. Derved opnåede den kongetro hær stor opbakning fra den mexicanske overklasse i nedkæmpelsen af oprøret.

Mexico blev først uafhængigt i 1821, igen i en situation, hvor den spanske kong Ferdinand 7. stod svækket. Denne gang var det den mexicanske elite, der ønskede uafhængighed for at bevare sine privilegier, som den så truet af et liberalt Spanien.

Efter en kort periode, 1821-1823, med et mexicansk kejserdømme under den ellers kongetro hærfører Agustín de Iturbide, der havde sikret Mexicos uafhængighed fra Spanien, fulgte en meget lang periode med borgerkrige og hyppigt skiftende regeringer.

To fraktioner inden for eliten kæmpede om kontrollen med samfundet. Centralisterne, der overvejende tilhørte den konservative part, gik ind for en stærk centralmagt i stil med kolonitidens vicekongedømme og for at bevare den katolske kirkes magtstilling i det mexicanske samfund. Føderalisterne var derimod for størstedelen liberale, der gik ind for en decentralisering af magten, som skulle lægges ud til delstaterne, hvor de fleste liberale ledere havde deres personlige magtbaser.

De liberale gik ind for at svække kirkens magtposition, kirkens jordbesiddelser skulle privatiseres, og kirkens og hærens fueros, love og privilegier, der gav dem særlig juridisk status og magt, skulle fratages dem.

Den politiske situation stabiliseredes først i 1867, da den liberale Benito Juárez igen kom til magten. I mellemtiden havde Mexico mistet omtrent halvdelen af sit territorium til USA. I 1836 havde Texas erklæret sig uafhængigt af Mexico, og i Den exicansk-amerikanske Krig i 1846-1848 gik hele det nuværende sydvestlige USA tabt. Endvidere havde Mexico i 1861 oplevet en fransk intervention, og 1864 var den østrigske prins Maximilian på Frankrigs og Napoleon 3.s foranledning blevet indsat som Mexicos anden kejser.

Mexicos andet kejserdømme varede til 1867, da republikken genindførtes efter Maximilians henrettelse og den liberale hærs sejr, og i de efterfølgende år gennemførtes den liberale politik. Kirkens og de indianske landsbysamfunds jorder blev privatiseret, og en liberal grundlov blev indført.

I 1877 blev Porfirio Díaz præsident, og han bevarede sin position frem til 1911, da Den Mexicanske Revolution tvang ham i eksil. I Díaz' regeringstid fortsattes den liberale politik under mottoet "orden og fremskridt". Den politiske stabilitet førte til en stor udenlandsk interesse for investeringer i Mexicos eksportsektor, og landet fik moderniseret sin infrastruktur.

Med dette fulgte en kraftig økonomisk vækst, der dog ikke ændrede meget ved landets ulige sociale struktur, men medførte en rigdomsforøgelse for dele af eliten og en social opstigning til middelklassen for andre. Porfirio Díaz' styre var imidlertid ikke demokratisk, ligesom dele af den mexicanske overklasse følte sig tilsidesat af inderkredsen omkring præsidenten, de såkaldte científicos, som de mente var alt for tæt knyttet til udenlandske i stedet for nationale interesser.

Den Mexicanske Revolution

Francisco Maderos nationalistisk-demokratiske revolution, der brød ud i 1910, skal forstås ud fra denne baggrund, mens indianer- og bondeopstanden, der brød ud i den sydlige delstat Morelos under revolutionshelten Emiliano Zapatas ledelse, fandt sin baggrund i 1800-tallets liberale jordreformer, som havde medført, at småbønderne ofte mistede deres jord.

Emiliano Zapatas oprørere ønskede de indianske fællesjorder ført tilbage til deres tidligere indehavere. Den sejrende bevægelse blev den nationalistisk-demokratiske, men dog først efter en lang og ustabil periode i 1910-1920. Emiliano Zapata blev dræbt af politiske modstandere i 1919, en skæbne, der skulle overgå adskillige af revolutionens lederskikkelser.

Politisk stabilisering og udviklingen i første halvdel af 1900-tallet

Revolutionsgeneralerne opnåede med dannelsen af PNR (Det Nationale Revolutionsparti) i 1929 at få stabiliseret det politiske system. Partidannelsen sikrede en centralisering af magten hos præsidenten, der havde sin magtbase hos regionale caudillos 'ledere'. En anden væsentlig følge af revolutionen blev grundloven af 1917 med dens principper om social retfærdighed og jordreform og med dens nationalistiske ånd.

Jordreformen tog især fart i Lázaro Cárdenas' præsidentperiode i 1934-1940, ligesom nationalismens højdepunkt blev nået med nationaliseringen af den udenlandsk ejede olieindustri.

Under Lázaro Cárdenas blev PNR omdøbt til PRM og fik i den forbindelse en korporativ struktur med fire sektorer, som skulle repræsentere alle samfundsinteresser: arbejderne, bønderne, den folkelige sektor og militæret.

Anden halvdel af 1900-tallet

Det autoritære politiske system fungerede gennem en klientelisme, som var baggrunden for prodemokratiske studenterdemonstrationer i Mexico City i 1968. En yderligere grund til demonstrationerne var utilfredsheden over den skæve sociale udvikling i landet, der harmonerede dårligt med grundlovens ånd.

Demonstrationerne blev mødt med en voldsom undertrykkelse, og flere blev dræbt. I årene efter 1968 skete der en gradvis demokratisering i Mexico, men det såkaldte statsparti, PRI (Den Institutionelle Revolutions Parti), havde indtil 2000 aldrig tabt et præsidentvalg.

Efter 1950 gennemførte Mexico en industrialiseringspolitik, der var baseret på protektionisme og importsubstitution. Politikken medførte i første omgang en økonomisk vækst, men samtidig en social marginalisering af småbønder og en kraftig vandring fra land til by. I 1970'erne gik væksten dog i stå, men blev genetableret som følge af store oliefund.

Mexicos udlandsgæld steg stærkt efter 1970, og da oliepriserne faldt, og renten steg, blev fundamentet trukket væk under den mexicanske økonomi, der oplevede sin hidtil værste krise. Præsident José López Portillo nationaliserede bankvæsenet for at standse kapitalflugten, men krisen var ude af kontrol.

De efterfølgende økonomiske reformer, som har medført store fattigdomsproblemer, har muliggjort indgåelsen af frihandelsaftalen NAFTA med USA og Canada. NAFTA-aftalen får tilsyneladende stor opbakning i Mexico, men møder også megen modstand. Den 1. januar 1994 brød et oprør ud i den sydlige delstat Chiapas netop på ikrafttrædelsesdagen for NAFTA-aftalen. Aftalens modstandere betragter den som dødsstødet for de mexicanske smålandbrug og for de indianske kultursamfunds overlevelsesmuligheder.

Mexico efter den økonomiske krise 1995

Mexico oplevede sin værste krise siden 1930'erne, da pesoen i 1995 mistede 30% af sin værdi, og over 1 mio. blev arbejdsløse. Oveni blev Raúl Salinas de Gortari (f. 1946), bror til den tidligere præsident Carlos Salinas de Gortari, i 1994 arresteret for mord på PRI's generalsekretær og senere også afsløret for storkorruption.

PRI's greb om magten svækkedes afgørende med valgloven af 1996, der gjorde valgkommissionen fri af regeringen, indførte ligelig adgang til medierne og direkte valg til borgmesterposten i Mexico City. Da den konservative forretningsmand Vicente Fox fra partiet Partido Acción Nacional (PAN) vandt præsidentvalget i 2000, mistede PRI kontrollen med landet efter 71 år ved magten.

Præsident Vicente Fox stod i en svær situation uden flertal i nogen af kongressens to kamre og med et stort PRI-apparat som arv. Han ønskede udvidet frihandel, men gjorde intet særligt for at mindske indkomstforskellene, der er blandt de største i Latinamerika.

I den fattigste delstat Chiapas tog venstrefløjen guvernørposten fra PRI i 2000, men nogen fredsløsning blev ikke opnået med de zapatistiske oprørere.

Siden den økonomiske krise i 1994-1995 er landets økonomiske situation blevet forbedret gennem en øget eksport, der har medført voksende beskæftigelse og stigende lønninger, men ikke en udjævning af de store socialøkonomiske og regionale uligheder. De stigende oliepriser på verdensmarkedet siden 2002 har indflydelse på den gunstige udvikling.

I 2005 underskrev Mexico sammen med de øvrige NAFTA-lande den såkaldte Security and Prosperity Partnership of North America-aftale, der sigter mod en udvidelse af samarbejdet på blandt andet det sikkerhedsmæssige område.

Ved præsidentvalget i juli 2006 sejrede den konservative Felipe Calderón knebent over venstrefløjskandidaten Andrés Manuel López Obrador, som nægtede at anerkende resultatet, og det kom til omfattende protestdemonstrationer, inden Felipe Calderóns sejr blev endeligt fastslået ved domstolene i september.

Mexico blev hårdt ramt af den internationale finanskrise, men økonomien kom atter på fode. Et af landets største problemer er den omfattende narkotikakriminalitet. Mexico er transitland for narkotika fra Sydamerika på dens vej til USA, og handelen kontrolleres af en række yderst brutale bander, der både bekriger hinanden og myndighederne. Det vurderes, at op mod 50.000 mennesker er omkommet som følge af narkotikarelateret vold siden 2006 (2014). Især byerne tæt ved USA's grænse er hårdt ramt.

Kejsere og præsidenter i udvalg

Årstal
kejsere
1822-1823 Agustín de Iturbide
1864-1867 Maximilian
præsidenter
1824-1833 Manuel Fernández Guadelupe Victoria
1833-1847 Antonio López de Santa Anna
1853-1855 Antonio López de Santa Anna
1855-1864 Benito Juárez
1867-1872 Benito Juárez
1877-1880 Porfirio Díaz
1880-1884 Manuel González
1884-1911 Porfirio Díaz
1911-1913 Francisco Madero
1913-1914 Victoriano Huerta
1914-1920 Venustiano Carranza
1920-1924 Álvaro Obregón
1924-1928 Plutarco Elías Calles
1928-1930 Emilio Portes
1930-1932 Pascual Ortiz
1932-1934 Abelardo Rodríguez
1934-1940 Lázaro Cárdenas
1940-1946 Avila Camacho
1946-1952 Alemán Valdéz
1952-1958 Ruíz Cortines
1958-1964 López Mateos
1964-1970 Díaz Ordáz
1970-1976 Luis Echeverría
1976-1982 José López Portillo
1982-1988 Miguel de la Madrid
1988-1994 Carlos Salinas
1994-2000 Ernesto Zedillo
2000-2006 Vicente Fox
2006-2012 Felipe Calderón
2012- Enrique Peña Nieto

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig