Faktaboks

Maylis de Kerangal
Født
16. juni 1967, Toulon, Frankrig
Maylis de Kerangal
Maylis de Kerangal fotograferet på litteraturfestivalen Les Correspondances 2018 i Manosque i Sydfrankrig.
Maylis de Kerangal
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Maylis de Kerangal er en fransk forfatter. Hun repræsenterer med sine valg af aktuelle emner og sin moderne stil en fornyelse af romanen i Frankrig. Hendes romaner er kendetegnet ved deres medrivende handling hen mod et bestemt mål. Hun bruger små kommentarer og spørgsmål fra fortællerens side til at inddrage læseren. Hendes sprog og stil rummer tidstypiske elementer, og hun har derfor også fundet mange yngre læsere.

Maylis de Kerangals evne til at foretage levende personskildringer i udvikling har gjort hende til en forfatter for sig. Hendes sans for at bruge særlige emner som transplantation eller konflikt mellem modernitet og oprindelighed lader forfatterskabet indgå i en aktuel debat, samtidig med at de fiktive personers realistiske styrke fastholdes.

Efter novellesamlingen Ni fleurs ni couronnes (2006) er fulgt succesromanen Corniche Kennedy (2008) om en gruppe teenagere og deres farefulde og grænseoverskridende udspring fra klipperne ved Marseille. Den følgende, prisbelønnede roman Naissance d’un pont (2010, Prix Médicis), er et af forfatterskabets højdepunkter: Her indfanges læseren på linje med de fiktive personer, arbejdere og ingeniører, af en ny bros magnetiske tiltrækning. Samtidig giver romanen plads for en konflikt mellem en indianerstammes tilværelse og moderne ingeniørkunst.

Maylis de Kerangals særlige, målrettede romanopbygning ses helt konkret i den lille roman Tangente vers l’est (2012) om en indkaldt soldats rejse med den transsiberiske jernbane og hans møde med en ung kvinde, som hjælper ham til at flygte på rejsens sidste stop i Vladivostok. Den gennemresearchede roman Réparer les vivants (2014, dansk Hjertet, 2016) om en hjertetransplantation, fremstiller ligesom Naissance d'un pont et bredt persongallerii bevægelse hen mod et afsluttende punkt. Med fortællingerne i Canoës (2021) prøver forfatteren en ny struktur, hvor det er kvaliteten af personernes stemmer, der danner det fælles tema, lige fra en stemmes "klare og livlige klang, en stemme i spring som en bjergbæk", til en afdød persons stemme i telefonsvareren som repræsentant for "de dødes stemmer, der opløser tiden".

Corniche Kennedy og Réparer les vivants er filmatiseret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig