Max von Laue

Max von Laue var en tysk fysiker og Nobelprismodtager, der var professor i Frankfurt 1914 og i Berlin fra 1919.

Laue var en af de første tilhængere af relativitetsteorien og var med til at få fysikerne til at acceptere den. I 1912 påviste han sammen med eksperimentalfysikerne Walther Friedrich (1883-1968) og Paul Knipping (1883-1935) røntgenstrålers diffraktion i krystaller og gav dermed det afgørende bevis for strålernes bølgenatur. Han modtog Nobelprisen i fysik i 1914 for dette arbejde.

Laue fik mange faglige tillidsposter. Som formand for Det Tyske Fysiske Selskab holdt han i 1933 en berømt tale, hvori han forsvarede Albert Einstein og relativitetsteorien mod nazistiske angreb. Efter 1945 spillede han en stor rolle ved genopbygningen af tyske fysikorganisationer og -institutioner.