Marshall Space Flight Center er et amerikansk rumfartscenter oprettet i 1960 i Huntsville, Alabama. Det var her, Wernher von Braun udviklede Saturn-løfteraketterne, Apollo-månebilen og Skylab-rumstationen. Senere har centeret været ansvarligt for udviklingen af Spacelab-laboratoriet samt hovedmotorerne, brændstoftanken og faststofraketterne til rumfærgen. Centeret er ansvarligt for udviklingen af de fremtidige rumtransportsystemer og fremdriftsystemer samt NASAs mikrogravitationsprogram. Det udvikler desuden USA's næste generation af genbrugelige rumfærger og raketter (X-33 og X-34).