Marie Antoine Carême, Antonin, 1783-1833, fransk kok, konditor og skribent; central figur i udviklingen af den finere kogekunst (haute cuisine). Carême tjente 12 år som køkkenchef hos Talleyrand, senere ved hofferne i London, Sankt Petersborg og Wien. Han udviklede en køkkenkultur præget af retter med komplicerede tilberedninger og kostbare garniturer, præsenteret i prangende bordopsatser i overensstemmelse med periodens krav om fyrstelig pomp.
Carêmes indflydelse strakte sig til udvikling af redskaber, køkkenindretning, kokkenes uniform og uddannelse samt fagets status i samfundet. Hans bøger er en systematiserende dokumentation af kogekunstens udvikling gennem en 100-årig periode; hovedværket er L'Art de la cuisine française au XIXe siècle (1833).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.