Marcel Aymé er kendt som en stor humoristisk fransk forfatter fra 1900-tallets første halvdel. Hans forfatterskab omfatter en lang række romaner, skuespil, noveller og eventyr. Mest kendt i udlandet er romanen La Jument verte (1933, dansk Den grønne hoppe, 1944), hvor han satiriserer over menneskets drifter og puritanisme i det sene 1800-tals Frankrig. Kendt er også Aymés eventyr, der indledtes med samlingen Les Contes du chat perché (1939). På dansk findes Eventyret om ulven (1943), Den lille sorte hane (1943) og novellesamlingen Le Passe-Muraille (1943, dansk Manden der gik gennem mure, 1956), hvor Aymé bryder realismen med det fantastiske.
Teaterstykkerne Lucienne og slagteren (1947), Clérambard (1950) og Retten på vrangen (1952) har været opført i Danmark med stor succes. Der er lavet mere end 20 film over værker af Aymé, først og fremmest over hans romaner, fx Uranus (1991) om tiden efter den tyske besættelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.