Manchuriet-krisen

Manchuriet-krisen, japanske styrkers angreb den 18.-19.9.1931 på den kinesiske garnison i Mukden, det nuværende Shenyang, i Manchuriet. Begivenheden er også kendt som Mukden-hændelsen. Angrebet var et modtræk til påstået kinesisk sabotage mod den japanskkontrollerede sydmanchuriske jernbane og fulgte efter en langvarig strid mellem Kina og Japan om herredømmet over Manchuriet.

Der er bred enighed om, at sabotagen på jernbanen i virkeligheden blev udført af en derværende japansk militærenhed for at få det nødvendige påskud til de efterfølgende krigshandlinger, som førte til japansk besættelse af hele Manchuriet i 1933. Sabotagen ødelagde kun et par meter af den ene skinne og var på et fladt område, som ville være nemt at reparere - i modsætning til f.eks. en jernbanebro. Umiddelbart efter eksplosionen indledte japanerne et velforberedt artilleriangreb på en kinesisk kaserne, som lå mindre end en km væk.

Lyttonkommissionen under Folkenes Forbund tilbragte seks uger i Mancuriet i 1932, inden den 2.10.1932 gav Japan skylden. I februar 1933 tog Folkenes Forbund emnet op, hvilket resulterede i Japans udtræden af Forbundet den 27.3.1933.

I Kina betegnes hændelsen som 19. september-begivenheden, hvorimod den japanske betegnelse er Manchuriet-hændelsen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig