MRTA

MRTA, Movimiento Revolucionario Tupac Amaru, peruviansk guerillabevægelse med navn efter en indiansk oprørsleder fra 1700-t. Det marxistisk-leninistiske MRTA har rødder i fagbevægelsen, men blev i 1984 en guerillabevægelse. I begyndelsen var aktionerne primært væbnede røverier, hvis bytte blev fordelt blandt fattige bjergbønder. MRTA nød derfor en vis popularitet, men efterhånden blev egentlige terrorangreb den almindelige kampform.

Tilfangetagelsen af en række ledende skikkelser har siden 1992 svækket bevægelsen kraftigt, og i et forsøg på at få frigivet de mange fængslede medlemmer blev den japanske ambassade i Lima i december 1996 besat og flere hundrede taget som gidsler. Alle gidseltagerne, heriblandt bevægelsens leder, Néstor Cerpa Cartolini ("Evristo"; 1953-97) blev dræbt, da militæret i april 1997 stormede ambassaden og befriede gidslerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig