Love Shop er en dansk rockgruppe, der blev dannet i 1986 af sangeren og sangskriveren Jens Unmack Larsen (f. 1964), guitaristen og produceren Hilmer Hassig (1960-2008) og mundharpespilleren Henrik Hall (1948-2011).

Love Shops karriere

Gruppen debuterede med albummet 1990 (1990) og udsendte senere bl.a. DK (1992), Billeder Af Verden (1994), Go! (1997), Det løse liv (1999), Anti (2001) og National (2003). Den placerede sig fra 1990'erne centralt på rockscenen med rammende beskrivelser af generationen, der var ung i 1980'erne, båret oppe af et varieret musikalsk udtryk og Hilmer Hassigs sikre produktion. Teksterne handler om København og om længsler med et lettere melankolsk strejf i sange som En nat bliver det sommer (1990) og Copenhagen Dreaming (1996).

Soloprojekter

Love Shop besluttede i 2004 at indlede en længere pause, hvilket foranledigede både Jens Unmack og Henrik Hall til at udsende en række soloalbum: Jens Unmack de mere musikalsk afsøgende Vejen Hjem Fra Rocknroll (2005), Aftenland Express (2007) og Dagene Løber Som Heste (2009) og Henrik Hall de lidt mere barsk lydende og kantede Solo (2006) og Chok, Suk og Koma (2008).

Efter Hassig og Halls dødsfald

I 2009 omkom Hilmer Hassig ved en trafikulykke, og samme år optrådte Jens Unmack og Henrik Hall som Love Shop i forbindelse med to mindekoncerter for Hassig på spillestedet Vega. Gruppen modtog IFPI's Ærespris ved Danish Music Awards 2009.

Efterfølgende udsendte Jens Unmack og Henrik Hall comebackalbummet Frelsens Hær (2010) under Love Shop-navnet, som tilsat enkelte fornyende indslag tog tråden op fra gruppens tidligere udgivelser. Med keybordspilleren Mikkel Damgaard som sparringsparter fortsatte Jens Unmack i 2012 efter Henrik Halls død Love Shops virksomhed med den anmelderroste cd Skandinavisk Lyst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig