Longelse Kirke er i sin kerne en romansk kirke, der blev bygget markant om i den gotiske periode, som vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken. Desuden er der i kirken bevaret forskellig stykker inventar fra middelalderen og renæssancen.

Kirken ligger blandt markene mellem de tre bebyggelser i Nørre Longelse, Pederstrup og Spodsbjerg på det centrale Langeland.

Kirkebygningen

Kirkens kerne er det romanske skib, men den kaldes en langhuskirke, da den i senmiddelalderen blev bygget om til et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. Den har desuden fået et sakristi (et præsteværelse) på nordsiden, et våbenhus mod syd og et tværstillet tårn på vestsiden.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Den oprindelige kirke er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Longelse er den ældste del af kirken opført i kampesten.

Den romanske kirkes skib er endnu bevaret i kirkens vestlige ende. I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Skibets langmure har haft små romanske vinduer.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode rev man i Longelse Kirke den romanske kirkes kor ned og lavede et nyt efter gotisk smag ved at forlænge skibets mure. Det har på gavlen et tilmuret, spidsbuet vindue.

Desuden byggede man et sakristi med glat, kamtakket gavl på korets nordside og et våbenhus på skibets sydside. Sidstnævnte har under kamtakker en blændingsgavl med tre fladbuede blændinger indrammet i et ubrudt kamtakbånd, der ellers hyppigst ses på det nordvestlige Sjælland.

Det tværstillede tårn er fra samme periode, og dets rygning er vinkelret på skibets længderetning. Tårnets taggavle er ombygget i renæssancen.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Longelse Kirke

I Longelse Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Middelalderens inventar

I kirken er der en romansk døbefont af granit. Den har ved overgange mellem kummen og skaftet en tovstav.

Renæssances inventar: Prædikestolen

Prædikestolen fra 1625 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Nyere tids inventar: Altertavlen

Som alterprydelse tjener en opstilling af naivistiske malerier af bibelhistorier.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig