Den lettiske befolknings sammensætning efter køn, alder og etnicitet er stadigvæk præget af følgerne af 2. Verdenskrig og industrialiseringspolitikken efter 1945. En betydelig indvandring af overvejende russere i forbindelse med industrialiseringen ændrede den etniske sammensætning, således at den etnisk lettiske andel efter 1945 faldt fra 75 % til 52 %, mens den russiske andel steg fra 12 % til 34 %. Hertil kom yderligere 6 % andre slaviske folk, herunder hviderussere. Efter 1991 har den russiske andel været faldende, idet mange russere er emigreret som følge af de ændrede vilkår efter Letlands uafhængighed. I 2005 udgjorde letterne 58,8 % af befolkningen, russerne 28,6 %, hviderusserne 3,8 % og ukrainerne 2,6 %.

Samlet faldt Letlands folketal med 14 % fra 1990 til 2005, hvor det udgjorde 2,3 millioner; dette skyldes dels emigration, dels lave fødselstal og høj dødshyppighed, som begge afspejler dels en skæv aldersfordeling med mange gamle (21 % pensionister i 2005), men også forringede levevilkår efter uafhængigheden.

Befolkningens geografiske fordeling er meget ujævn; næsten halvdelen bor i den industrialiserede Rigaregion, mens nogle egne i landets vestlige del er meget tyndtbefolkede. Russerne bor især i byerne, og både Riga og Daugavpils har russisk befolkningsflertal.

Efter uafhængigheden indførtes en stærkt diskriminerende nationalitetslovgivning mod den russiske befolkningsgruppe. Selvom lovene blev modificeret noget, bl.a. som følge af kritik fra EU, havde over 60 % af den slavisktalende befolkning endnu i 1997 ikke opnået lettisk statsborgerskab, og i 2005 var knap 20 % af befolkningen stadig statsløs. Mange russere, der på grund af statsborgerlovene er udelukket fra offentlige stillinger, er gået aktivt ind i det private erhvervsliv, og meget af dette kontrolleres nu af fastboende russere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig