Lethe

Lethe, (gr. 'glemsel'), i græsk religion og mytologi en kilde eller en biflod til Dødsrigets flod Styx.

Ved at drikke af Lethes vande glemmer den døde sit tidligere liv. I den orfiske religion synes det at være en forudsætning for genfødsel, at sjælen således renser sig i Lethe. Ved Trofonios' orakel skulle spørgeren drikke vand af to (virkelige) kilder kaldet Lethe og Mnemosyne (Erindring).

Gennem Vergils skildring af Æneas' besøg i Underverdenen, der har haft en altafgørende betydning for senere europæiske underverdensforestillinger, er Lethe i Dantes Den guddommelige komedie derfor blevet et symbol på den lutring, som mennesket må gennemgå for at opnå saligheden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig