Lesotho – historie, Området var oprindelig befolket af san. Gennem 1800- og 1900-t. blev denne folkegruppe imidlertid fortrængt af bantufolk fra sothostammen. Sothonationen blev grundlagt i 1827 af Moshoeshoe 1., og området blev kendt under betegnelsen Basutoland. I 1868 blev landet efter eget ønske gjort til britisk protektorat; en grænsedragning blev fastslået, og man opnåede en ret høj grad af selvbestemmelse, som det lykkedes at opretholde trods vedvarende sydafrikansk pres.

Lesotho blev selvstændigt i 1966 med Moshoeshoe 2. (1938-96) som konge. Det konservative Basotho National Party, BNP, under ledelse af Joseph Leabua Jonathan sad på regeringsmagten 1966-86. Selvom Lesotho var økonomisk helt afhængigt af Sydafrika, var det periodevis afvisende over for apartheidstyret, hvilket medførte chikane i form af øget grænsekontrol, stop for fødevareleverancer og forsøg på statskup.

Jonathans regering blev afsat ved et militærkup i 1986 af general Justin Lekhanya (f. 1938), og Lesotho fulgte herefter en mere Sydafrikaorienteret politik. Da Moshoeshoe 2. i 1990 nægtede militærregeringen fortsat opbakning, blev han afsat og sendt i eksil, og hans søn Letsie 3. (f. 1963) blev indsat som konge.

I 1991 blev Lekhanya afsat ved et kup ledet af Elias Tutsoane Ramaema, og de politiske partier fik igen mulighed for at operere. I marts 1993 afholdtes de første frie valg siden 1970, hvilket resulterede i en stor sejr for Basutoland Congress Party, BCP, og dets leder, Ntsu Mokhehle (1918-99). Intern uro gav fra midten af 1990'erne store problemer for regeringen, hvorfor Mokhehle i 1997 valgte at forlade BCP og i stedet deltog i dannelsen af det nye parti Lesotho Congress for Democracy, LCD. Ved valget i 1998 fik LCD over 60% af stemmerne og partiets nye leder Bethuel Pakalitha Mosisili (f. 1945) blev udnævnt til premierminister. Utilfredshed med valget kastede landet ud i politiske uroligheder som først dæmpedes efter indsættelse af militærstyrker fra Sydafrika og Botswana. Ved det efterfølgende valg i 2002 fik LCD 55% af stemmerne mens BCP fik 22%, og Mosisili kunne fortsætte som premierminister. Efter valget i 2007 bevarede han posten. I 2012 efterfulgtes han af Tom Thabane.

Efter en periode med politiske uroligheder blev regeringen i sommeren 2014 udsat for et militærkup, og premierminister Thabane flygtede ud af landet. Efter valg i februar 2015 blev Mosisili atter premierminister i spidsen for en koalitionsregering.

Læs mere om Lesotho.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig