Faktaboks

Leon Uris
Født
3. august 1924
Død
21. juni 2003

Leon Uris, 3.8.1924-21.6.2003, amerikansk forfatter. Leon Uris blev født i en jødisk familie og deltog som marinesoldat i Stilllehavskrigen 1942-1945.

Politiske problemer i Mellemøsten og staten Israels grundlæggelse gav ham stof til en række episk anlagte og handlingsmættede bestsellers med Exodus (1958, da. 1959) om Israels frihedskamp som den nok mest berømte.

Leon Uris har desuden skrevet Battle Cry (1953, da. Læderhalsene, s.å.) om Stillehavskrigen, The Angry Hills (1955, da. De vrede bjerge, 1968) om krigen i 1941 i Grækenland, Mila 18 (1961, da. 1974) om det jødiske oprør i Warszawas ghetto, Armageddon (1963, da. 1965), Topaz (1967, da. 1968) om Cuba-krisen, QB VII (1970, da. 1971) om nazistiske krigsforbrydelser, Trinity (1976, da. s.å.) om irske bønder i 1800-t., The Haj (1984, da. Hadji, 1985) om Palæstina i mellemkrigsårene, Mitla Pass (1988, da. Mitla Passet, 1989) om Suez-krisen samt Redemption (1995, da. I Frihedens navn, 1996), som foregår blandt fåreavlere på New Zealand.

De fleste af Leon Uris' bøger er blevet filmatiseret, og han skrev desuden filmmanuskript til Raoul Walshs (1887-1980) Battle Cry (1955, da. Læderhalsene) og John Sturges' (1910-92) Gunfight at the O.K. Corral (1957, da. Sheriffen fra Dodge City).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig