Leïla Slimani er en marokkansk-fransk forfatter, der fik sit store gennembrud med romanen Chanson Douce i 2016 (dansk Vuggesang, 2019) – en thriller om klassesammenstød i Paris' højere borgerskab. Den blev belønnet med Prix Goncourt i 2016. Hendes efterfølgende værker trækker på hendes opvækst i Marokko og hendes families historie. I sine romaner, essays og sin offentlig optræden er Leïla Slimani stærkt optaget af at fremme kvinders rettigheder – ikke mindst de seksuelle.
Et hovedværk er Le pays des autres. La guerre, la guerre, la guerre (2020, dansk De andres land, 2022), første bind i en planlagt trilogi. Den centrale skikkelse er en fransk kvinde, der bosætter sig med sin marokkanske mand i hans hjemland i tiden inden Marokkos uafhængighed i 1956. Hendes fremmedhed over for landets kulturelle normer og hendes vanskelige forhold til ægtemanden er i fokus. Bind to i trilogien, Le pays des autres. Regardez-vous danser (2022, dansk titel Se os danse, 2023), følger ægteparrets skæbne i det nu uafhængige Marokko; deres konflikter, bl.a. den, der handler om grader af selvstændighed for kvinder, vedbliver at være central.
Leíla Slimanis optagethed af kvindernes forhold ses ogå i Sexe et mensonge: La vie sexuelle au Maroc (2017), der er baseret på interviews med kvinder, som Slimani foretog under en rejse i sit fødeland i 2015.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.