Lefkada er en græsk ø i øgruppen De Joniske Øer. Lefkada dækker et areal på 303 km2 og har 20.751 indbyggere (2001). Landbrug udgør hovederhvervet med dyrkning af oliven, kartofler, citrusfrugter, druer, tomater, tobak og hør. Turismen er betydelig; især besøger mange englændere og italienere øen. Den serviceres af Preveza-lufthavnen på fastlandet.

Faktaboks

Etymologi

Øen har antagelig navn efter de hvide Lefkadiske Klipper på dens sydlige kyst; jf. græsk lefkos, oldgræsk leukos 'hvid'.

Også kendt som

Leukas, øens antikke navn

Lefkada har været udsat for mange ødelæggende jordskælv, bl.a. i 1867 og 1948.

Øens dele

Øens nordlige del består af marskområder, laguner og lange sandstrande. Den centrale del er domineret af højland og bjerget Elati på 1182 m. Øens østlige og sydlige del er skovklædt, og kystlinjen er mange steder brudt med halvøer og bugter. Vasilikibugten er i dag et velanset surfing-område. På den sydlige ende ligger de hvide Lefkadiske Klipper tæt ved ruinerne af et Apollontempel.

Byen Lefkada

Hovedbyen, der også hedder Lefkada, har 6903 indbyggere (2001). Den ligger på øens nordlige spids, hvor den er forbundet med fastlandet via 15 km lang landtange og bro. En gravet kanal giver adgang til mindre skibe. Tæt herved ligger middelalderborgen Santa Maura fra 1300-tallet.

Amtet Lefkada

Lefkada er den største ø i amtet af samme navn, som dækker et areal på 354 km2 og har 22.506 indbyggere (2001). Amtet omfatter desuden øerne Kalamos, Meganisi og Kastos samt Skorpios, der ejes af skibsrederfamilien Onassis.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig