Faktaboks

Lawrence Norfolk
Født
1963

Lawrence Norfolk, f. 1963, britisk forfatter. I sine massive, fabulerende og drilsk lærde Umberto Eco-agtige romaner Lemprière's Dictionary (1991, da. Lemprières ordbog, 1993; oversat efter forfatterens egen forkortede 1992-udgave) og The Pope's Rhinoceros (1996, da. Pavens næsehorn, s.å.) blander Norfolk frimodigt historiske kendsgerninger med fiktion og anskuer hhv. oplysningstid og tidlig renæssance i ukonventionelt perspektiv. På typisk postmoderne vis problematiseres forskellige teksttypers traditionelle status i fantastiske fortællinger, der fremmaner fortidens stoflighed i sanselige beskrivelser.

I In the Shape of a Boar (2000, da. I skikkelse af et vildsvin, 2001) fortæller Norfolk en kompleks intertekstuel historie om ondskab og om kærlighed og forræderi blandt venner. Romanen er lagt op som et forløb af parallelle tekster med reference til den rumænsk-tyske digter Paul Celans liv og værk, mellem hvad der synes at være en lærd, tekstkritisk og fodnoteforsynet rekonstruktion af det oldgræske sagn om jagten på og nedlæggelsen af det kalydonske vildsvin og en beretning om nazisternes holocaust med en udløber til den selvsamme lokalitet.

John Saturnall's Feast (2012, da. John Saturnalls gæstebud, 2013) er en sansemættet historisk roman om køkkendrengen John, der i 1600-tallets England arbejder sig op og bliver kok på herregården Buckland, mens Den Engelske Borgerkrig buldrer i kulissen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig