Kullerup Kirke er en fint bevaret romansk kirke med større til- og ombygninger fra den gotiske periode, der vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken. Desuden er store dele af kirkens inventar bevaret fra middelalderen og renæssancen med en særligt helstøbt altertavle og prædikestol.

Kirken ligger enligt blandt markerne i den udflyttede landsby Kullerup lidt vest for Nyborg.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den sengotiske periode opførte man et tårn og tilføjede et våbenhus mod syd.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Kullerup er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Flere steder skimtes i korets og skibets mure små romanske vinduer.

Både korets og skibets østlige gavle er glatte. De har som dekoration trappeformede kamme med takker, såkaldte kamtakker. De er blevet sat på i den gotiske periode.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode opførte man det anseelige tårn ud for skibets vestlige gavl. Det har under taget glamhuller til klokkernes lyd og taggavle smykket med fine, spidsbuede blændinger og kamtakker.

Samme periode så opførelsen af våbenhuset, hvis gavl er prydet af en tinde på toppen og en enkel spidsbuet højblænding. Dets dør sidder i et spidsbuet murfelt.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

I skibets østlige hjørner er de murede borde til de katolske sidealtre endnu bevaret.

Inventar i Kullerup Kirke

I Kullerup Kirke er bænkene samt præste- og degnestolene fra begyndelsen af 1800-tallet. Derudover er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Foran korbuen står der i skibet en romansk døbefont af granit. Dens kumme er prydet med løver og mandshoveder, mens foden har arkader med kors.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode omkring år 1500. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssances inventar

Alterstagerne er fra slutningen af 1500-tallet, men de har senere fået indgraveret årstallet 1160.

Prædikestolen er fra omkring år 1600. Den har i fagene arkader med malede mandspersoner, som flankeres af pilastre, dvs. halvsøjler, med høje prydbælter.

Altertavlen fra 1604 er i renæssancestil. Den har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. Over søjlerne er der en gesims med et trekantet såkaldt topstykke. Tavlen er flankeret af dekorativt udskårne vinger, og mellem søjleparrene er der tekststykker, mens der i midten er et maleri af korsfæstelsen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig