Portræt af Kristian Ditlev Jensen af Knud Odde.

.

Kristian Ditlev Jensen, f. 27.1.1971, dansk forfatter og journalist. Kristian Ditlev Jensen blev født i Holbæk og studerede fra 1990 litteratur ved Københavns og Aarhus Universitet, samtidig med at han 1995-97 gik på Forfatterskolen.

I 2001 debuterede Kristian Ditlev Jensen med den omtalte og roste selvbiografi Det bliver sagt, der nøgternt og usentimentalt beskriver alvorlige barndomskrænkelser og den fortielse, forfatteren i den anledning bliver mødt af omverdenen med. Bogen blev bl.a. belønnet s.å. med Weekendavisens Litteraturpris.

Efter rejseessaybogen Røde kager & grøn te (2002) udsendte Kristian Ditlev Jensen i 2004 sin første roman, Livret, der med gastronomi og madanmeldelse som bagtæppe skildrer en mands kamp for at rejse sig efter en dybt traumatisk begivenhed. Romanen blev bl.a. s.å. tildelt DebutantprisenBogForum.

Kristian Ditlev Jensen er siden også debuteret som dramatiker med stykket Rigets Tilstand (2005) på teatret Får302, han har udsendt endnu en række rejseskildringer, Ord i Orientekspressen (2007), inspireret af hans store interesse for togrejser, og i 2010 fulgte romanen Opstigende Skorpion, der med afsæt i krimigenren breder sig ud på det helt store indholdmæssige lærred.

Sideløbende hermed har Kristian Ditlev Jensen været flittig freelancejournalist for næsten samtlige store danske dagblade og flere madtidsskrifter. Ved folketingsvalget i 2007 stillede han op for partiet Liberal Alliance, som han imidlertid forlod igen året efter. 2008-09 var Kristian Ditlev Jensen desuden ansat i Klima- og Energiministeriet som taleskriver for Connie Hedegaard.

I 2011 udkom samtale- og essaybogen Hvorfor må vi ikke tale om døden?, hvor Kristian Ditlev Jensen sammen med retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen (f. 1944) diskuterer døden og dens aspekter som mord, selvmord, ulykker og naturlig død. 2014 udgav han Sønderjylland – steder og mennesker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig