Kongens Bryghus

Kongens Bryghus. Christian 4.s bryghusbygning på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Christians Brygge i København. Selvom Kongens Bryghus flere gange har været hærget af brand, er det hver gang blevet genopført i den oprindelige, dominerende skikkelse ved kanalen. Bygningen overgik 1767 til Søværnet, senere hæren. Den hører nu under Tøjhusmuseet og har indtil 1997 været benyttet som depot. Fotografi fra 1997.

.

Kongens Bryghus, Danmarks ældste bryggeri; nævnes i 1454, hvor det var bryggeriet på Københavns Slot. Bryghuset blev i 1618 af Christian 4. flyttet til et nyt bryghus på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Christians Brygge. Fra 1686 var det forpagtet ud, 1739-1805 til bryggerlavet. Efter bryggerlavets opløsning overgik ejerskabet til et interessentskab. Efter en brand i 1767 opførtes et nyt bryghus ved Langebro — senere kaldet Gamle Kongens Bryghus, det første industrielle bryggeri i Danmark. Bryggeriet producerede overgæret øl og havde leverancen til flåden. I 1830'erne eksperimenteredes med bayersk øl (se bajer).

I 1891 indgik Kongens Bryghus i De Forenede Bryggerier (se Carlsberg). Produktionen på anlægget ophørte i 1923, og bygningerne nedbrændte i 1960.

Fra 1923 er KB-øl (primært alkoholsvage ølsorter og maltpræparater) blevet fremstillet på andre af koncernens virksomheder. I 1968 blev produktionen overflyttet til Tuborg og i 1995 til Wiibroes Bryggeri, men navnet bruges fortsat til koncernens hvidtølsprodukter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig