Kollafjørður, tidligere selvstændig kommune på Streymoy, Færøerne; fra 2001 en del af Tórshavn Kommune. Bebyggelsen strækker sig i et 7 km langt bånd langs med fjorden af samme navn; i alt 1005 indb. (2006). Bydelen Oyrareingir ligger ved bunden af fjorden, hvor den slyngede Dalá munder ud, og Signabøur på fjordens skyggefulde sydside. Den direkte vejforbindelse til Tórshavn går herfra gennem en 2,8 km lang tosporet tunnel.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1350-1400 som J Kollafirði, opr. navn på fjorden, af færøsk kollur 'rund top' og fjørður 'fjord'.

I Kollfjarðardalur ligger Færøernes landbrugsforsøgsstation, Royndarstøðin. En mindre virksomhed i bygden fremstiller termoruder. Nye kajanlæg er under bygning ved den indre del af fjorden, hvor der også findes fiskeindustri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig