King's Bay-sagen, norsk politisk sag i 1963, som førte til Arbeiderpartiregeringens afgang. I de statslige King's Bay-miner på Svalbard var der sket flere alvorlige ulykker, hvoraf den sidste, i november 1962, kostede 21 livet. En undersøgelseskommission påviste sikkerhedssvigt, og oppositionen i Stortinget mente, at regeringen måtte vedkende sig det politiske ansvar og gå af. Einar Gerhardsens regering blev således fældet ved et mistillidsvotum, bl.a. med stemmer fra Sosialistisk Folkeparti, og for første gang siden 1935 blev der dannet en borgerlig koalitionsregering; den blev ledet af John Lyng fra Høyre og holdt kun en måned, hvorefter Gerhardsen trådte til; det borgerlige samarbejde fortsatte imidlertid og resulterede i 1965 i en ny koalitionsregering.