Kinesisk teater er en stiliseret, vidt forgrenet teaterform, der udtrykker sig i skuespilkunst, dans, sang, musik, akrobatik og scenografi. Teater er den mest udbredte folkelige kunst i Kina fulgt op af skyggespil og dukkespil. Bedst kendt i Vesten er den nationale klassiske teaterform, Pekingoperaen, der er en relativt sen form, opstået i Beijing i midten af 1800-t. som en blanding af flere forskellige regionale former.

Kinesisk teater kendes tidligst fra Zhoudynastiet (ca. 1000-256 f.Kr.), hvor sange og danse blev opført ved hoffet af optrædende i store kostumer og med maskerede ansigter. Under Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) opstod den populære markedsunderholdning baixi ('hundrede spil'), hvor bl.a. fortællekunsten var central og siden har udgjort grundsubstansen i teaterformens stiliserede udtryk. Yuandynastiet (1271-1368) betegner som dramaets guldalder et vendepunkt frem mod en egentlig teaterkonvention med zaju ('forskellige spil'), som var opbygget af fire forskellige dramatiske scener. Under Mingdynastiet (1368-1644) opstod mange regionale dramaformer, difangxi ( 'stedets spil'), som primært adskilte sig fra hinanden i brugen af sprog og musik, samt kunqu fra det sydlige Kina, som var skrevet i litterært sprog, og hvor musikledsagelsen primært bestod af fløjte og strengeinstrumenter. Kunqu spilles kun sjældent i dag, og fra midten af 1800-t. blev Pekingopera den mest populære form. Der var et livligt turnéliv regionerne imellem, og de forskellige dramaformer udviklede sig med lån fra hinanden.

Under indtryk fra Vesten bearbejdede unge intellektuelle fra begyndelsen af 1900-t. stykker af bl.a. Tjekhov, Strindberg og Ibsen i kinesisk stil og skabte dermed grobund for huaju ('ordteater'). Efter kommunisternes overtagelse i 1949 blev det klassiske teater forsøgt revideret, samtidig med at Stanislavskij under indflydelse fra sovjetiske politisk engagerede teaterfolk blev en ledetråd for det moderne teater. Under Kulturrevolutionen (1966-76) var det kun tilladt at opføre særligt udvalgte modelværker under betegnelsen Den Moderne Revolutionære Pekingopera. Fra 1980'erne er Stanislavskij, Brecht og Mejerkhold atter stærke inspirationskilder for det moderne teater, mens det klassiske teater kæmper for et yngre publikum.

Kinesisk teater har i nogen grad tjent som inspirationskilde for vestlige teaterfolk, bl.a. har Bertolt Brecht udviklet sin Verfremdungsteknik på baggrund af sine møder med Pekingoperaskuespilleren Mei Lanfang (1894-1961).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig