Kina - sociale forhold

Deng Xiaopings økonomiske reformer har siden 1979 medført store sociale ændringer i Kina. Jernrisskålen — den sociale kontrakt, der betød, at staten sørgede for og bestemte over det enkelte individ fra vugge til grav — er blevet gradvis afskaffet.

De store statsvirksomheder fungerer i mindre grad som socialt sikkerhedsnet for de ansatte, og der er åbnet mulighed for at afskedige de tidligere livstidsansatte medarbejdere, ligesom folk kan ansættes for kortere perioder.

Desuden har regeringen søgt at mindske statsvirksomhedernes økonomiske byrder ved bl.a. at lade de ansatte selv betale en stadig større del af udgifterne til arbejdsløshedsforsikring, sundhedsvæsen og pension. Denne form for brugerbetaling ventes at blive forøget i de kommende år, i takt med at Kina forsøger at opbygge et socialt system, der vil kunne honorere de markedsøkonomiske krav.

Reformer af statsvirksomhederne har øget arbejdsløsheden i byerne og medført social uro og spredte protester fra utilfredse arbejdere, der fortsat hindres i at organisere sig i uafhængige fagforeninger.

I landområderne, hvor størstedelen af Kinas befolkning bor, har opløsningen af folkekommunerne betydet, at den enkelte husholdning, dvs. familien, igen er basisenheden, der skal tage sig af individet. I modsætning til byerne er der ingen former for socialt sikkerhedsnet, og bl.a. sundhedsvæsenet er derfor brugerbetalt og en tung økonomisk byrde for den fattigste del af befolkningen.

Op mod 150 mio. menes at være arbejdsløse eller underbeskæftigede på landet, hvilket kombineret med den stigende ulighed mellem regionerne har fået omkring 100 mio. bønder til at forlade deres hjemegn og søge til storbyerne, hvor de lever ganske uden sociale rettigheder.

Flugten fra land til by vil fortsætte, og den største udfordring for Kinas regering bliver i de kommende år at udligne de store regionale uligheder og opbygge et socialt sikkerhedsnet, der kan mindske de sociale spændinger i samfundet.