Faktaboks

Kasper Fangel
Født
1979
Kasper Fangel, topchef i ISS
.
Licens: ISS

Kasper Fangel er administrerende direktør for ISS siden den 1. september 2023 og var før det økonomidirektør i selskabet.

Han er uddannet cand.merc.aud. fra CBS i 2006 og var i et par år associate hos PwC. Et job han i 2008 forlod til fordel for ISS.

Da Jacob Aarup-Andersen i 2023 forlod topposten i ISS for at blive chef for Carlsberg, blev Kasper Fangel valgt som hans afløser.

Startede med en uopfordret ansøgning

Karrieren hos ISS startede med en uopfordret ansøgning til daværende topchef Jørgen Lindegaard, som valgte at tage ham til samtale dagen efter. Fra 2008 var han i den globale servicekoncern i en række roller primært indenfor økonomi.

Kasper Fangel blev udnævnt til økonomidirektør i 2020, hvilket blev starten til et tæt samarbejde med daværende topchef Jacob Aarup-Andersen.

Jobbet bragte ham til USA i en periode, men det meste af karrieren har udfoldet sig i Danmark.

Da han blev udpeget som ny topchef for ISS fremhævde bestyrelsesformand Niels Smedegaard, at Kasper Fangel var det bedste valg med hans fokus på eksekvering.

Kasper Fangel ønsker at fortsætte den strategiske linje som forgængeren lagde med et udpræget ønske om at styrke indtjeningen og samtidig gøre koncernen mindre kompleks.

Blandt verdens bedste badmintonspillere

Som ung var han blandt de 30 bedste badmintonspillere i verden og fra 2004-2011 var han træner i Team Skælskør-Slagelse.

Der var udsigt til en professionel fuldtidskontrakt, men han valgte et studie på CBS og en karriere hos PWC og senere ISS.

Han har tidligere fortalt, at badminton gav ham flere erfaringer end at gå på handelshøjskolen, fordi sporten lærte ham aldrig at give op. Noget der kom med den træning, som er nødvendigt for at blive elitesportsudøver.

Kasper Fangels erfaring var, at hvis man er vedholdende nok og fortsætter uanset hvad der sker, så bliver man automatisk god til det man foretager sig. Også Team Danmarks evaluerings- og feedback-kultur var en medvirkende faktor til karrieren både i sporten og erhvervsliv.

Kasper Fangel bor i Klampenborg nord for København og er gift og har fem børn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig