Karin Michaëlis var en dansk forfatter. Med romanen Den farlige Alder (1910) om den 42-årige kvindes seksualitet og identitet i årene før overgangsalderen opnåede hun en berømmelse, der førte til en årelang virksomhed som skattet foredragsholder i hele Europa. Hendes Bibi-bøger (1929-1939) for halvvoksne piger blev også oversat til mange sprog og læst i det meste af Europa.
Allerede fra hendes debut i 1898 med novellesamlingen Højt Spil er hendes gennemgående bestræbelse at sætte det særligt kvindelige ind i en social og psykologisk sammenhæng, ofte som et opgør med mænds såkaldte fornuftsbetonede opdeling og adskillelse af det offentlige og det private. Uden at kunne kaldes en kvindepolitisk forfatter understreger hun, at den kvindelige erfaring ikke umiddelbart kan forstås på mænds præmisser, endsige beskrives med et rationelt og "normalt" sprog. Samme grundholdning gælder hendes syn på barnet og dets kår, et andet hovedemne i hendes forfatterskab på i alt 70 værker.
Under Besættelsen opholdt Karin Michaëlis sig i USA pga. sit lange virke for tyske forfattere på flugt fra nazismen, heriblandt Bertolt Brecht.
Den delvis selvbiografiske romanserie Træet paa godt og ondt, 1-5 (1924-1930) om en ung piges barndom og ungdom anses i dag for at være Michaëlis' hovedværk. Karin Micahëlis var gift med Sophus Michaëlis fra 1895 til 1911.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.