K.B. Andersen

Faktaboks

K.B. Andersen
Født
1914
Død
1984

K.B. Andersen var en af højskoletraditionens bærere i dansk politik; folkeoplysning og idédebat prægede hans fornyende indsats inden for Socialdemokratiet. Som udenrigsminister 1971-73 og 1975-78 lagde K.B. Andersen vægt på en linje, der kunne finde støtte hos de fleste af Folketingets partier. Oppositionen var dog ikke altid enig i hans undertiden noget kategoriske erklæringer til fordel for frihedsbevægelser i den tredje verden.

.

K.B. Andersen, Knud Børge Andersen, 1914-1984, dansk politiker. K.B. Andersen blev cand.polit. 1940 og var fra 1935 ansat i Statsradiofoniens foredragsafdeling, hvis chef han var 1948-50. Han underviste på Krogerup Højskole, var 1950-57 forstander for Arbejderhøjskolen i Roskilde, deltog samtidig i Socialdemokratiets idédebat og var 1953-58 en fornyende redaktør af partitidsskriftet Verdens Gang.

K.B. Andersen var MF i to perioder, 1957-70 og 1973-81. Han fik hurtigt vigtige poster i folketings- og partiarbejdet og var bl.a. i 1961 med til at udarbejde Socialdemokratiets principprogram. Som undervisningsminister i ministeriet J.O. Krag 1964-68 gennemførte han loven om udlevering af de islandske håndskrifter, loven om oprettelsen af højere forberedelseseksamen (HF) samt en række andre udvidelser på uddannelsesområdet. Efter i et år at have været partisekretær blev K.B. Andersen i 1971 udenrigsminister — først under J.O. Krag, derefter i Anker Jørgensens ministerier 1972-73 og 1975-78. Som udenrigsminister var han særligt engageret i den tredje verdens lande og var ofte fortaler for frihedsbevægelsernes kamp for selvstændighed og ligestilling i forhold til den rige verdens lande.

Efter at have trukket sig tilbage fra udenrigsministerposten sluttede K.B. Andersen sin politiske karriere som Folketingets formand 1978-81. Sammen med J.O. Krag skrev han bogen Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955-71 (1971).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig