Køng Fabrik

Køng Fabrik var et lærredsmanufaktur (hør-væveri) med tilknyttede spindeskoler, høravlingsinstitut, væveri mv., der af handelsmand og skibsreder Niels Ryberg blev påbegyndt i 1780 på hans hovedgård Øbjerggård i Køng på Sjælland og udviklet af Christian Gottfried Völker (1746-1819) fra Thüringen der også forestod godsets drift.

Fabrikken, der kom i offentlig drift i 1783, blev kgl. hofleverandør i 1787 med udsalg på Børsen i København. Indkaldte eksperter fra udlandet oplærte den fattige almue og især børnene i de tekstile håndværk så de kunne forsørge sig selv og øge statens eksportindtægter. Drengene blev hørberedere og vævere og piger spindersker og spolepiger, mens godsets fæstebønder dyrkede hør på godsets lave marker. Fabrikkens produkter blev afsat ikke mindst i Vestindien og USA i konkurrence med linnedvarer fra England, Holland og Tyskland.

Køng Fabrik blev etableret som afløser af det lærredsmanufaktur, der under minister J.F. Struensees reorganisering af fattigvæsenet var blevet åbnet i København . Niels Ryberg som direktør, men som lukkede igen i 1780.

Fabrikken i Køng rådede efterhånden over en nyopført administrationsbygning, Gl. Øbjerggård (nu Køng Museum), tre store væveværksteder, hegle- og skætteværksteder, tørrehuse, hørmølle m.m., der sammen med funktionær- og arbejderboliger, marketenderi, teglværk, spindeskole og hospital (ældreplejehjem) ændrede landsbyen til en reguleret industriby med rette gader og ensartede huse med tegltage, kaldet ”lille Christiansfeld”.

Spindingen af garnerne til produktionen udførtes i en længere periode af op til en snes spindeskoler i Syd- og Vestsjælland (etableret af Næstved Patriotiske Selskab) samt på Møn og Lolland-Falster, og der var beskæftiget vævere i deres egne hjem. Især var der en stor lærredsproduktion til fabrikken i Køng fra vævere i og omkring Dragør.

Fabrikken blev overtaget af staten 1820, moderniseret bl.a. med jacquard-maskiner og drevet som Kgl. Linnedsmanufaktur paa Kiøng frem til 1836, hvor den blev overdraget til private. Den blev udflyttet i 1850/1851 (under samme navn) til fabrikkens blegeri ved Vintersbølle øst for Vordingborg. Under indtryk af den skarpe konkurrence med dampvæverierne forsvandt den sociale dimension til fordel for den kostbare håndvævnings fornemme kvalitet.

Driften i Vintersbølle ophørte i 1906, da håndvævningen tabte konkurrencen med dampvæveriernes høje kvalitet og billige priser, mens fabrikkens udsalg i København videreførtes, og fabrikkens vævere fortsatte produktionen af linned (jaquardvævede damaskduge og damaskservietter mv.) på Amager. Det seneste værksted lå imidlertid i Christiansborg Slots kælder, hvor Gustav Hermann Schultze (1854-1926) vævede servietter til hoffets taffelduge (kaldet kongeduge) og efter ordrernes færdiggørelse i 1924 blev ansat af væveren Gerda Henning indtil sin død i 1926. Den Køngske håndvævetradition overførte Gerda Henning til den nyoprettede væveskole på Kunstindustrimuseet og medbragte væve, mønstre og jaquardmaskiner fra Køng Fabrik. Flere af de gamle køngske mønstre ses således stadig i dansk linned, bl.a. produceret af Georg Jensen i Kolding. Kvaliteten af fabrikkens produktion blev af samtiden ligestillet med produkter fra Holmegaard Glasværk (grundlagt 1825) og Den Kongelige Porcelainsfabrik (grundlagt 1775).

Prøver af fabrikkens mønstervævede (drejl- og damask-) produktion fra 1784 og fremefter er bevaret ved Det kgl. Hof, Designmuseum Danmark, Museum Sydøstdanmark og Køng Museum. En af de mindre væve fra Køng Fabrik blev efter Gerda Hennings død erhvervet i 1955 af Den Gamle By i Aarhus. Den er nu udstillet på Køng Museum.

Med genvævning i 1957-1963 i Næstved (Haandarbejdets Fremme og væversken Solveig Hørbye) af syv damaskduge på 3x13 m med det danske rigsvåben, oprindelig leveret af Køng Fabrik i midten af 1800-tallet, markeredes kong Frederik 9.'s 10 års-regeringsjubilæum.