Faktaboks

Josiah Wedgwood
Født
12. juli 1730
Død
3. januar 1795

Josiah Wedgwood, 12.7.1730-3.1.1795, britisk keramiker og industrimand. Josiah Wedgwood grundlagde 1759 Wedgwood Pottery, der 1769 afløstes af fabrikken Etruria i Stoke-on-Trent, hvor han eksperimenterede med keramiske lermasser, glasurer og former. Berømt og efterlignet overalt blev især hans stengods, basaltgods og jasperware.

Josiah Wedgwood skabte en række unikke former i nyklassicisme, men samarbejdede også med andre kunstnere, fx John Flaxman. Wedgwoods keramiske viden, kunstneriske evner og forretningssans sikrede Etruria-fabrikkens succes. Den lukkede i 1950, men en ny fabrik, grdl. 1940 i Barlaston, Staffordshire har videreført produktionen.

Josiah Wedgwood interesserede sig livet igennem for videnskabelige eksperimenter og opfindelser. Han beskrev flere tusinde eksperimenter, han havde udført, i sine Experiment Books.

Af praktisk betydning for den keramiske produktion opfandt han et termometer ("pyrometer"), som kunne måle ovntemperaturer på ca. 1000 °C. Målingen var baseret på volumenformindskelsen af ler ved stigende temperatur. Hans interesse for videnskabelige fremskridt viste sig bl.a. ved, at han gratis leverede keramisk videnskabeligt udstyr fra sin fabrik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig