Faktaboks

José de Espronceda

José Ignacio Javier Oriol Encarnación de Espronceda y Delgado

Født
25. marts 1808, Pajares de la Vega, Spanien
Død
23. maj 1842, Madrid, Spanien
José de Espronceda
José de Espronceda malet af Antonio Maria Esquivel mellem 1842 og 1846.
Af /Museo Nacional del Prado.

José de Espronceda var en spansk digter, prosaist, dramatiker og politisk aktivist. Hans værk og korte liv er i høj grad udtryk for romantikkens lidenskabelige og frihedssøgende ånd.

Liv

I en alder af 15 år påbegyndte Espronceda sin politiske aktivisme i form af deltagelse i hemmelige selskaber og konspirationer mod den spanske konge Ferdinand 7.s enevældige styre.

I 1825 blev han fængslet, men to år senere flygtede han til Portugal og derfra til Frankrig og England, hvor han tog kontakt til andre spanske liberale i eksil. Det er i denne periode han i Frankrig mødte Teresa Mancha, datter af den liberale officer Epifanio Mancha og dennes hustru Amparo Arroyal Muñoz – også flygtninge fra Ferdinand 7.s regime. Teresa blev af sine forældre giftet bort til den velhavende forretningsmand Gregorio de Bayo.

Der er forskellige opfattelser af, hvorvidt Espronceda bortførte Teresa, eller om de var enige om at flygte sammen for at udleve deres kærlighed. I 1832 rejste de under alle omstændigheder fra Paris til Passy, hvor de levede sammen som par.

I 1833, efter Ferdinand 7.s død, vendte de tilbage til Spanien. Sammen fik de datteren Blanca i 1834, men i 1836 forlod Teresa digteren. Hun døde i 1839, og Espronceda tilegnede hende II sang (”A Teresa”) i det fortællende digt El diablo mundo ('Den djævelske verden'). Hun er tillige hovedpersonen i Rosa Chacels roman Teresa (1941).

Espronceda fortsatte sin politiske aktivisme i Madrid som tilhænger af de demokratiske principper. Han deltog i oprør, konspirationer, lod sig indrullere i nationalmilitsen (et væbnet korps, der havde til formål at forsvare demokratiet), blev fængslet m.m.

I 1836 og igen i 1842 blev han valgt ind i parlamentet. Her udmærkede han sig ved sin retoriske begavelse, men kun få måneder efter at være blevet valgt ind for anden gang, døde han af difteri.

Værk

Espronceda huskes i dag primært for sin digtning, men han skrev også prosa, fx den historiske roman Sancho Saldaña o el Castellano de Cuéllar (1834, 'Sancho Saldaña eller castilianeren fra Cuéllar'). Dette værk er beslægtet med Walter Scotts historiske romaner og disses motiver, bl.a. konspirationer, forbrydelser, forræderier, løngange, mystiske skikkelser og grave, der åbner sig.

Han forfattede også selvbiografiske, politiske og litterære skrifter. Espronceda repræsenterer den liberale og revolutionære romantik i tråd med fx Byrons rebelske og omstyrtende attitude.

Dramatiske værker

Espronceda skrev tillige for teateret, fx skuespillet Blanca de Borbón (1836). Denne tragedie i fem akter finder sted i 1300-tallet og omhandler den dramatiske historie om Blanche af Bourbon og Peter 1. af Castilien. Deres ægteskab havde til formål at etablere en alliance mellem Castilien og Frankrig, men da brudens medgift aldrig blev overdraget, frastødte Peter 1. sin hustru. Hun måtte leve resten af sit liv i en celle, mens kongen havde adskillige elskerinder. Dette drama indgår – som man kan forestille sig – i Esproncedas kamp mod det enevældige styre.

Poesi

Espronceda er i dag mest husket for sine korte digte, herunder det berømte ”Canción del pirata” ('Piratens sang'), som mange generationer af spanske skoleelever har skullet lære udenad. Digtet er en besyngelse af den romantiske helt som et fuldstændigt selvberoende individ, der lader hånt om sociale konventioner, nationale tilhørsforhold, rigdom, anseelse osv. Frihedstrangen er det eneste som styrer ham.

Espronceda skrev desuden to store episke digte. El estudiante de Salamanca (1840, 'Studenten fra Salamanca') er en fortælling om en Don Juan-type, som konfronteres med døden som individets uomstødelige endeligt. Det uafsluttede værk El diablo mundo ('Den djævelske verden') er et fortællende digt om menneskeheden. Espronceda nåede ikke at færdiggøre det før sin død, men de seks sange (og fragmenter af en syvende), som han efterlod sig, repræsenterer et smertefuldt og nihilistisk syn på verden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig